Nyindkøbt kantspiller misser FCK-kamp i Polen
Elias Achouri skiftede tidligere på sommeren fra Viborg til FCK. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Elias Achouri er ikke blevet sin skade kvit og derfor heller ikke tilgængelig i tirsdagens FCK-kamp i Polen.
En af sæsonens vigtigste opgaver venter FC København tirsdag aften, hvor holdet er på besøg hos polske Rakow Czestochowa.
I det første af to opgør i sidste runde af Champions League-kvalifikationen må FCK-træner Jacob Neestrup dog undvære en af de nyindkøbte profiler.
Elias Achouri blev skadet i fredagens Superliga-kamp mod Hvidovre og er ikke blevet klar til at deltage i tirsdagens strabadser.
Det oplyser FCK på sin hjemmeside.
Tuneseren har siden skiftet til mesterklubben vist flere prøver på det talent, der i manges øjne gjorde den daværende Viborg-spiller til en af forårssæsonens største profiler i Superligaen.
I tredje runde af kvalifikationen til Champions League spillede han alle 120 minutter mod Sparta Prag. En kamp, FCK avancerede fra efter straffesparkskonkurrence.
Ud over Achouri må FCK fortsat undvære forsvarsklippen David Khocholava fra Georgien og danske Andreas Cornelius. Sidstnævnte har været hårdt plaget af skader siden skiftet til FCK for et år siden, men han træner nu med igen.
Tirsdagens kamp er det første af to opgør i playoffrunden med en billet til Champions League-gruppespillet på højkant.
Kampen fløjtes i gang klokken 21 i Polen. Returopgøret spilles otte dage senere i Parken i København.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned