Nykøbing-dreng skifter til traditionsklub: - Det er en kæmpe klub

Jakob Bonde skifter den grønne Viborg-trøje ud med OB-dragten. Foto: OB

Jakob Bonde, der stammer fra Nykøbing, skifter Viborg ud med OB, hvor han har fået en treårig kontrakt. Han kalder skiftet for "en spændende udfordring", når han skal hjælpe fynboerne tilbage i Superligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag har OB offentliggjort, at Jakob Bonde skifter til klubben fra Viborg.

Dermed skifter den 30-årige midtbanespiller, der kommer fra Nykøbing, en rolle som viceanfører i en superligaklub ud med OB, der i seneste sæson rykkede ud af superligaen for førte gang i 27 år.

Og selvom det på papiret godt kan lyde som et skridt tilbage, fortæller Jakob Bonde til Folketidende, at han ikke helt ser det på den måde.

- OB er en kæmpe klub herhjemme med flere mesterskaber på bagen. OB har stort set altid været i Superligaen, og klubben var der altid, da jeg var mindre. Klubben har et stort stadion, og Odense er en stor by, der skal have et fodboldhold i Superligaen, siger Jakob Bonde.

– Det er en klub, der er lidt i knæ, og jeg ser det som en rigtig spændende udfordring. Det kunne være fedt at være med til at genrejse holdet, forklarer han.

Kommer med masser af rutine

I løbet af sine seks år i Viborg, hvortil han skiftede fra Nykøbing FC i 2018, opnåede han lidt af hvert.

Han var med til at rykke klubben op i Superligaen. Han blev udnævnt til viceanfører. Og så var han med, da man i 2022 spillede playoff-kamp mod Premier League-klubben West Ham om at komme i den europæiske klubturnering UEFA Conference League. Jakob Bonde scorede endda Viborgs eneste mål i udekampen på London Stadium, som husede OL tilbage i 2012.

Derfor kommer han med en hel del rutine i bagagen.

- Jeg har haft gode snakke med Søren (Krogh, OB-træner, red.), Troels (Bech, OB-sportsdirektør, red.) og Jimmy (Nagel Jacobsen, OB-rekrutteringschef, red.), om at jeg har lidt rutine på bagen, og at jeg har været en del af en god kultur i Viborg, hvor vi havde fået noget rigtig spændende op at køre.

- Nu skal jeg være med til at fremme en god kultur i OB og komme og give en masse af mig selv, siger han og medgiver, at det er et ungt hold med mange unge talenter fra egne rækker, han skifter til.

Se NFC's kampe i 2. division på Folketidende.dk

Folketidende har købt rettighederne til at vise alle Nykøbing FC's kampe i 2. division. De kan ses på FolketidendePlay - Folketidende.dk/Play.

Folketidende-abonnenter får adgang til kampene som en del af deres abonnement.

For de, der ikke har et abonnement, er der to muligheder: 

  • Tegn et Play abonnement, hvor der kun er adgang til NFC's kampe på Play. Det gøres på Folketidende.dk/Play
  • Tegn et Folketidende abonnement, der giver adgang til det hele inkl. Play. Det gøres på Folketidende.dk/abonnement

FolketidendePlay abonnement for den kommende sæsons 32 kampe koster 499 kroner. Adgang til en kamp - 24 timer - koster 49 kroner. 

Kampene kan naturligvis ses på mobil, tablet, pc og TV.

Abonnementet på NFC-kampe via FolketidendePlay kan købes fra i dag på Folketidende.dk/Play

- Jeg tror da også, at de er klar på og havde håbet på at få noget rutine ind, så vi sammen kan indfri hinandens forventninger. Nu glæder jeg mig bare til at komme ud på banen og lære mine holdkammerater at kende, siger Jakob Bonde.

Del af OB-familien

Jakob Bonde er faktisk ikke den første i sin familie, der tørner ud for OB.

Tilbage i 1977 var Henrik Kamp Madsen, der er Jakob Bondes farmors bror, med til at vinde det danske mesterskab med OB. Desuden stammer hans far fra Odense, så der kan trækkes flere tråde.

Han ser da også frem til at blive en del af OB-familien, hvor det glæder ham at få de fynske tilhængere på sin side i stedet for på nakken.

- Jeg har været i Odense et par gange med Viborg, og der plejer at være masser af fans på lægterne, der støtter holdet. Der er altid mange nede på Richard Møller Nielsen-tribunen, og jeg glæder mig til stå med en stribet trøje og blive heppet på.

- Jeg håber selvfølgelig, at vi kan få skabt noget fedt og noget stort sammen. Det er klart, at jeg tror, vi alle sammen godt ved, vi gerne vil tilbage i Superligaen igen, lyder det fra Jakob Bonde, der også nævner, at han ser det som en god bonus, at han og familien nu halverer afstanden mellem bopælen og Lolland-Falster.

Jakob Bonde kommer til at bære sekstallet i OB. Han har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.