Nykøbing FC vinder efter arbejdsraseri

Stort smil hos Adam Vendelbo. der både scorede og blev udvist i Nykøbing FC´s sejr på 2-1 over FA 2000. Foto: Thomas Lærke Jensen

På trods af en spiller i undertal i de sidste tyve minutter lykkedes det NFC at hente sæsonens første sejr.

Offentliggjort Sidst opdateret

FREDERIKSBERG, FOLKETIDENDE: Sikke en  mandfolkeindsats af NFC´s unge knægte fredag aften, da det lykkedes holdet at vinde 2-1 over FA 2000 på Frederiksberg Stadion, og dermed notere sig for sæsonens første sejr.

Men for pokker hvor måtte NFC´erne grueligt meget igennem før sejrssangen kunne synges.

FA 2000 kom tidligt foran i første halvleg på et langskudsmål, og det lagde en dæmper på gæsterne, der udover Willads Delvins store chance efter tre minutters spil ikke kom frem til ret meget.

Det blev der lavet om på efter pausen, hvor kampen vendte på en tallerken på bare halvandet minut.

Først nettede indskiftede Emeka Nnamani efter en times spil, og bare minuttet senere fik Adam Vendelbo tilkendt et straffespark, som han selv udnyttede til en 2-1-føring.

Men den unge Vendelbo var ikke færdig med at levere højdepunkter. Ti minutter senere blev han nemlig udvist efter sit andet gule kort, da han, efter dommerens opfattelse, forsøgte at filme sig til at straffespark.

Med en spiller i undertal blev NFC presset helt ned i eget straffesparksfelt, og var flere gange alvorlig på hælene, men en heroisk redning af Elias Gärtig på målstregen sørgede for, at FA 2000 ikke kom yderligere på  måltavlen og efter mere end syv minutters overtid, hvor stadionlyset også gik ud og ikke kom tilbage, kunne NFC strække armene i vejret i triumf.