Nykøbing kan få en ny stor fodboldklub

Bliver det i aften, at B.1901 og B.1921 slår pjalterne sammen? Eller sker det først den 27. august? Eller får vi slet ingen sammenlægning?

De to traditionsrige fodboldklubber i Nykøbing F. har i længere tid arbejdet hen mod en fusion, og nu er tiden kommet, hvor man skal beslutte sig for sammenlægning eller ej.

- Vi har et stort fællesmøde for alle interesserede - også for ikke medlemmer af B.1901 og B.1921 - på CELF i aften fra klokken 18 til 20, siger formændene René F. Sørensen, B.1901, og Jan Arnesen, B.1921, samstemmende.

Efterfølgende holder begge klubber ekstraordinære generalforsamlinger, hvor der skal stemmes for eller imod sammenlægning. Såfremt der ikke er de nødvendige flertal i B.1901 og B.1921 for en sammensmeltning i aften, indkaldes til endnu en ekstraordinær generalforsamling torsdag 27. august.

Umiddelbart er det vanskeligt at forestille sig, de to klubber kan opnå det nødvendige antal stemmer for en fusion allerede i aften. Det hænger sammen med, at mindst 50 procent af medlemmerne i B.1921 skal møde op for at man er beslutningsdygtige.

Og såfremt halvdelen af medlemsskaren dukker op, kræves samtidig at mindst 75 procent af de fremmødte stemmer for en sammenlægning med bysbørnene.




Tiden er kommet, hvor medlemmerne i B.1901 og B.1921 skal beslutte sig

Offentliggjort Sidst opdateret