Nyt Liverpool-nederlag med Agger på banen

Selv om Daniel Agger fik mere spilletid i Premier League-opgøret mod Blackburn, end han har prøvet i mere end tre måneder, så var der ikke meget at glæde sig over for danskeren.

Liverpool tabte nemlig udekampen med 1-3, og dermed fortsætter den dårlige stime for Merseyside-klubben.

Både Daniel Agger og landsmanden Christian Poulsen måtte indlede opgøret mod Blackburn på bænken.

Og reservetjansen blev sikkert ikke nemmere af, at Liverpool mod slutningen af første halvleg måtte indkassere to mål.

Agger fik dog mulighed for at vende tingene, da han blev skiftet ind i stedet for græske Sotirios Kyrgiakos kort efter pausen, men han kunne ikke forhindre Benjani i at score sit andet mål og bringe Blackburn foran 3-0.

Steven Gerrard fik reduceret for gæsterne med 10 minutter igen, men brændte kort efter et straffespark, og så syntes en eventuel udligning pludselig at have meget lange udsigter.

Dermed har Liverpool kun hentet seks point i de seneste syv kampe, og manager Roy Hodgson må for alvor begynde at spekulere over, hvor længe elendigheden mon får lov at fortsætte med ham ved roret.

Klubben er med nederlaget blandt andet blevet overhalet af Blackburn og bysbørnene fra Everton og ligger lige nu på 12.-pladsen i ligaen, fire point over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Liverpool tabte 1-3 til Blackburn. Daniel Agger og Poulsen startede på bænken, men Agger blev skiftet ind.

Offentliggjort Sidst opdateret