Nyt turneringsformat i Europa skal øge både spænding og værdi
Både Manchester City og RB Leipzig var sikret avancement i Champions League efter fire gruppekampe i efteråret. Netop manglende spænding er et af argumenterne for en ny struktur fra næste sæson. (Arkivfoto). Foto: Molly Darlington/Reuters
Mere spænding, flere kampe og tidligere stormøder er argumenter for Uefas nye turneringer, der er baseret på en model, som er populær i skak.
Ritzau RitzauMikael Blond Jensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Hvorfor lave om på noget, der fungerer?
Det er et aktuelt spørgsmål i forhold til Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) kommende revolution af sine europæiske turneringer.
Fra næste sæson bliver både Champions League, Europa League og Conference League hver især omdannet til en liga med 36 hold, inden man i foråret går videre til et mere klassisk slutspil.
Og svaret er, at Uefa og klubberne har ønsket forandring - og i tilgift den økonomiske gevinst, der følger med flere kampe.
Det fastslår Daniel Rommedahl, som er Director of Football Operations and International Affairs i FC København og har en plads i Uefas Club Competition Committee.
Annonce
- Der har længe været en følelse af, at gruppespillet blev lidt for kedeligt. Især når man kom til femte og sjette gruppekamp, hvor mange grupper var afgjorte. Så beslutningen er taget for at skabe mere spænding, friskhed og dynamik.
- Derudover har der fra klubbernes side været et ønske om flere kampe, og når man alligevel laver systemet om, kan man selvfølgelig lige så godt kigge på, hvad der skaber mere værdi. Og det gør flere kampe, siger Rommedahl.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
Værdi er mange ting. Ændringen vil alt andet lige udløse flere penge til klubberne.
Et andet væsentligt argument for revolutionen er kampe mellem de bedste hold tidligere. I det nuværende format møder de otte bedst seedede hold ikke hinanden i gruppespillet. Det kommer de til i den nye ligamodel.
Uefa bygger modellen på det såkaldte "Swiss system". Det er blandt andet populært i skakturneringer, hvor man har mange deltagere, men alle ikke når at møde alle.
- Man har forsøgt sig med flere forskellige turneringsformer i skak gennem tiderne, men de er mere eller mindre alle blevet udkonkurreret.
- Efterhånden er man kommet til den erkendelse, at Swiss system er det mest retfærdige, siger syvdobbelt danmarksmester og tidligere landstræner i skak Sune Berg Hansen.
Den konklusion køber Csato Laszlo, der har en ph.d. fra Corvinus University og blandt andet forsker i turneringsformer. Han erklærer sig dog både spændt og skeptisk i forhold til Uefas version af Swiss system.
- I skak er programmet dynamisk. Det vil sige, man ikke kender sin næste modstander, inden runden er slut, og der er en ny rangering. Det kan man af praktiske årsager ikke gøre på samme måde i fodbold, og derfor kan jeg heller ikke sige noget entydigt om, hvordan det vil fungere.
Den ungarske forsker foreslår, at man indledningsvist programlægger fire i stedet for otte runder, og derefter laver man en ny lodtrækning for de sidste fire runder i ligaspillet baseret på den aktuelle stilling.
Annonce
Csato Laszlo mener desuden, det vil være gavnligt for Uefa at gøre sit koefficientsystem, som inddeler holdene i seedningslag, skarpere.
- Koefficientsystemet er lige nu udelukkende bygget på holdenes præstationer i de europæiske turneringer.
- Det vil sige, at et stærkt hold fra en stærk liga kan blive vurderet som svag og komme i nederste seedningslag, hvis ikke det har spillet meget eller præsteret godt i de europæiske turneringer. Det er en klar ulempe for det pågældende holds modstandere.
Han mener, at Uefa bør tage blandt andet resultater i hjemlige ligaer med i sit koefficientsystem for at gøre seedningslagene mere retvisende.
Diskussionen om koefficientsystemet bliver taget løbende i Uefa, og det er ikke udelukket, at det bliver ændret, afslører Daniel Rommedahl.
Der er i det hele taget mulighed for at justere på den nye model for Uefas turneringer.
- Det bedste ved den nye model er næsten, at den er meget fleksibel. Der er muligheder for at justere på tingene med et fingerknips, hvis man ønsker det, eller hvis erfaringen siger os, at det er nødvendigt.
Han nævner selv flere kampe i ligaspillet eller en justering af antallet af hold, der går videre til slutspillet, som muligheder. Eller at man møder fire modstandere ude og hjemme i stedet for otte modstandere, som man møder enten hjemme eller ude.
Generelt er der dog begejstring for den kommende model i klubberne, beretter Rommedahl.
- Faktum er, at alle ret overvældende har bakket op. Diskussionen var ikke synderlig lang. Folk glæder sig til noget nyt og mere dynamisk.
Annonce
Ligesom tilfældet var, da Conference League blev introduceret som ny turnering for få år siden, forstår Rommedahl dog, at der kan være indledende skepsis over for forandringerne.
- Men så tror jeg, at det er, fordi man ikke helt har forstået det endnu. Eller måske relaterer det til noget Super League-agtigt. Det er emotionelle argumenter, der ligger bag.
/ritzau/
Fakta om Uefas turneringer
* Siden 1992 har Champions League været afviklet som et indledende gruppespil med fire hold i hver gruppe. Alle møder alle ude og hjemme. Antallet af gruppespil, grupper og hold, der gik videre, har varieret. Men de seneste 20 år har modellen været otte grupper med fire hold, og top-2 fra hver gruppe avancerer til ottendedelsfinalerne. I de sekundære turneringer har formatet skiftet mere.
* Fra 2024/25-sæsonen kommer Champions League, Europa League og Conference League hver især til at bestå af 36 hold i en stor liga.
* I Champions League og Europa League inddeles de 36 hold i fire seedningslag. Hvert hold spiller otte ligakampe mod otte forskellige hold - to fra hvert seedningslag. Alle hold får fire hjemmekampe og fire udekampe. I Conference League spiller hvert hold seks ligakampe mod seks forskellige modstandere.
* Efter ligaspillet går nummer 1-8 direkte videre til ottendedelsfinalerne som seedede. Nummer 9-16 er seedet i en playoffrunde over to kampe mod nummer 17-24. De otte playoffvindere er useedede i ottendedelsfinalerne. Nummer 25-36 i ligaspillet er eliminerede. Dette gælder for alle tre turneringer.
* Antallet af kampe i Champions League stiger fra 125 til 189, inden trofæet uddeles. I Europa League og Conference League stiger antallet af kampe fra 141 til henholdsvis 189 og 153.
Seneste artikler
René og NFC skal forklare million-regning: Nu er datoen på plads
Slik og chips i rå mængder: - Det er fedt, at der er en festival for børn
Kommune efter rotteopråb: - Vi har intensiveret bekæmpelsen i Nordbyen
Ekskluderet formand: - Det med, at kritik bare skal holdes internt, er noget værre l-o-r-t
Når Nilas kører forbi byskiltet og ind i Nakskov: - Så ved man bare, det bliver en god dag
Mest læste artikler
Nu indtager de Bjørneskoven
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser
Ældreformand: Rystende besparelser
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår