OB-anfører om Michelsen-farvel: Det eneste rigtige
Janus Drachmann (th.) mener, at der er brug for nyt trænerblod i OB. (arkivfoto) Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
OB-anfører Janus Drachmann mener, at OB har brug for at få rusket op i tingene efter skuffende sæson.
Det var den rette beslutning, da OB mandag valgte at sige farvel til træner Jakob Michelsen, der ellers skulle have været stoppet efter sæsonen.
Det mener holdets anfører, Janus Drachmann.
- Jeg havde et godt forhold til Jakob og er ked af, at han ikke skal være her mere. Omvendt var det klogest at få rusket op i tingene og få andre øjne til at se på holdet og spillerne. Der er ingen tvivl om, at det er det eneste rigtige, siger Drachmann til Fyens Stiftstidende.
OB havde ambitioner om at klemme sig ind i top-6 og mesterskabsspillet, men håbet forsvandt stort set med søndagens nederlag på hjemmebane til Brøndby med 0-3.
OB kunne endda have tabt endnu større, hvis det ikke havde været for flere pragtredninger af keeper Oliver Christensen.
Janus Drachmann var da heller ikke overrasket over afskedigelsen af træneren.
- Efter kampen mod Brøndby havde jeg set den komme, så jeg var ikke specielt overrasket. Det skete jo ikke kun på baggrund af den kamp, men også den i Vejle og andre kampe, hvor vi ikke har leveret og været dygtige nok til at få point.
Michael Hemmingsen, der er sportschef i OB, overtager trænergerningen i resten af sæsonen, alt imens man jagter en permanent træner.
Til den opgave har OB hyret et rekrutteringsfirma. Et team med den tidligere AaB-sportsdirektør Allan Gaarde i spidsen skal forsøge at finde OB's næste træner.
Med en runde tilbage af grundspillet ligger OB nummer ni med 25 point for 21 kampe.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker