OB-anfører vender hjem til Randers FC

OB's superligamandskab skal have sig en ny anfører. Chris Sørensen skal nemlig spille for 1. divisionsklubben Randers FC de kommende to år.

Randers fortæller i en pressemeddelelse, at skifter træder i kraft den 10. januar, og at man er glad for at have sikret sig den 34-årige defensivspillers arbejdskraft.

- I det meste af efteråret har vi haft Rasmus Hansen på den for ham uvante plads som venstre back, så Chris Sørensens mangeårige rutine på netop den position gør ham til en klar forstærkning af truppen, siger direktør Jacob Nielsen.

Skiftet til Randers er ikke helt tilfældigt. Chris Sørensen forlod det daværende Randers Freja tilbage i 2002 og er blevet boende i byen, efter at han først skiftede til Vejle og siden til OB.

- Det har været undervejs nogle år, og nu er beslutningen om et skifte taget. Jeg kommer til en klub med ambitioner og en tro på tingene, også selv om det lige nu hedder 1. division, siger Sørensen, som ikke håber, at han har spillet sin sidste superligakamp.

Chris Sørensen nåede at spille 247 superligakampe for OB og fik takket være sine præstationer i klubben også fem A-landskampe.

/ritzau/

Chris Sørensen har skrevet en toårig kontrakt med Randers FC. Han skifter allerede 10. januar.

Offentliggjort Sidst opdateret