OB henter gammel superligakending til angrebet

Jay-Roy Grot scorede 14 mål i Viborg-trøjen. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Jay-Roy Grot skal de kommende år score mål for OB. Angriberen har en fortid i Viborg FF.

Offentliggjort Sidst opdateret

Transfervinduet har været lukket i en måneds tid, men kontraktfrie spillere kan altid hentes, og den mulighed har OB benyttet sig af.

1. divisions tophold oplyser på sin hjemmeside, at angriberen Jay-Roy Grot har skrevet under på en aftale, der løber frem til sommeren 2027.

26-årige Grot har en fortid i Superligaen, hvor han spillede for Viborg FF fra 2021 til 2023.

Her var han en markant profil på holdet, der på et tidspunkt spillede med om guldet og endte på fjerdepladsen i 2023.

Det blev til 14 superligamål i 42 kampe for den hollandske angriber, der med sin store fysik var en mundfuld for mange af modstanderholdene.

- Jeg har været væk i to år, hvor jeg ikke har spillet så meget, så jeg håber, at jeg kan bevise mig selv og hjælpe OB med gode præstationer. Vi skal først tilbage i landets bedste række, og derfra skal vi gennem gode præstationer vinde så meget som muligt, siger Grot til OB's hjemmeside.

I 2023 fortsatte han karrieren i japanske Kashiwa Reysol, men det blev blot til 3 mål i 29 kampe for J1-League-klubben.

Kontrakten med Kashiwa blev revet over i december, og det har OB udnyttet til at tilknytte Grot kvit og frit, forklarer sportsdirektør Troels Bech.

- Vi er glade for at have suppleret vores trup med en angriber, der har bevist sig i toppen af dansk fodbold. Jay-Roys power passer godt til det udtryk, et OB-hold skal have. Vi ved dog, at vi skal vente tålmodigt lidt tid endnu, inden Jay-Roy forventes i kamp - og vi glæder os, siger sportsdirektøren.

OB har haft brug for flere kræfter til angrebet, efter at Max Fenger i februar blev solgt til svenske IFK Göteborg.

Fynboerne har indledt forårssæsonen noget skuffende med to uafgjorte kampe, men fører fortsat 1. division suverænt.

/ritzau/