OB henter tysk målmand til Ådalen

Uanset, om Roy Caroll i det nuværende transfervindue får opfyldt sit ønske om at komme hjem til familien i England, har OB en kompetent førstemålmand mellem stængerne.

Superligaklubben har hentet den 31-årige tysker Stefan Wessels i schweiziske Basel og skrevet en halvandet år lang kontrakt med ham.

- Stefan Wessels er en hurtig og reaktionsstærk målmand, der kommunikerer godt med sit forsvar. Med adskillige kampe i Bundesligaen samt erfaring fra Champions League og Premier League er det en spiller, der har masser af rutine at byde på, siger cheftræner Henrik Clausen i en pressemeddelelse.

Erfaringen har Wessels hentet i klubber som Bayern München, FC Köln og Everton, ligesom han også har optrådt på det tyske ungdomslandshold.

Til trods for, at han har prøvet sig af i større ligaer end den danske, ser Stefan Wessels alligevel frem til at spille i Superligaen.

- OB er en klub, der spiller med i toppen af dansk fodbold, og som deltager i europæiske turneringer hvert år. I øjeblikket er vi placeret på andenpladsen, og jeg vil gøre mit for, at vi kan holde den position, siger Wessels

/ritzau/

OB har i Stefan Wessels fundet kompetent erstatning for Roy Carroll, der ønsker at vende hjem til England.

Offentliggjort Sidst opdateret