OB må undvære profil midt i guldstrid

OB har allerede mistet førerpositionen i SAS Ligaen, og kampen for at indhente FC København og vinde mesterskabet i denne sæson blev tirsdag en hel del vanskeligere.

Midtbaneprofilen Eric Djemba-Djemba er sat ud af spillet i de næste fire uger på grund af en knæskade.

- Lægerne har konstateret, at ledbåndet i venstre knæ er flosset. Det betyder normalt, at man er ude i 4-8 uger, siger træner Lars Olsen til klubbens hjemmeside.

Eric Djemba-Djembas knæ blev skannet mandag, og resultatet var ikke godt til trods for, at ledbåndet i venstre knæ ikke var revet over.

Midtbanespilleren fra Camerouner blev skadet under OB's sejr over AGF i weekenden, hvor også nordmanden Atle Roar Håland måtte udgå med en brækket næse.

Nordmanden er dog i modsætning til Djemba-Djemba snart klar igen, da næsen skal sættes på plads onsdag.

- Vi har en maske til Atle, som skal passes til, når næsen er sat på plads, og så må vi se, hvornår han er klar til at spille med den, siger Lars Olsen.

OB møder torsdag Esbjerg på udebane.

/ritzau/

OB's drøm om at vinde mesterskabet i denne sæson blev en anelse mindre, da SAS Liga-klubben må undvære midtbaneprofilen i fire til otte uger.

Offentliggjort Sidst opdateret