OB-profil fjerner ansvaret fra Alm: Det er vores skyld
OB-træner Andreas Alm er ikke skyld i holdets dårlige resultater, mener forsvarsspilleren Bjørn Paulsen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Bjørn Paulsen mener ikke, at træner Andreas Alm skal stilles til ansvar for de dårlige OB-resultater.
Det er ikke Andreas Alms skyld, at det går dårligt i OB.
Det fortæller forsvarsspilleren Bjørn Paulsen, efter OB søndag aften tabte endnu en kamp i Superligaen - denne gang 0-2 til Brøndby.
Når det går dårligt i en klub, kigges der ofte mod træneren, men det skal der ikke gøres i OB denne gang, mener han.
- Vi ved godt, at det er os spillere, den er gal med. Det er os, der skal tage ansvar, og det er os, der spiller dårligt.
- Vi har prøvet alle formationer i fodboldens historie, så det er ikke træneren (Andreas Alm, red.), der skal bebrejdes. Det er os spillere, der skal tage noget mere ansvar.
- Vi skal simpelthen spille bedre. Jeg synes, vi har nogle halvlege, hvor vi spiller godt, og så har vi nogle halvlege, hvor vi er pivelendige.
- Så vi skal finde et niveau, som vi alle sammen kan være med på, siger Bjørn Paulsen.
OB har kun fået et enkelt point i de første fem spillerunder i Superligaen, og det kan selvfølgelig mærkes på stemningen i truppen.
- Stemningen er selvfølgelig super trykket, og vi vil bare gerne ud i bussen, så vi kan komme hjem.
- Vi stod alt for meget på hælene, og de spillede bare rundt om os, som var vi et spil kegler. Vi fik ikke den bedste start, og så scorede de et flot mål efterfølgende, siger Bjørn Paulsen.
OB-træner Andreas Alm kan også godt mærke, at OB er et hold, der er ramt på selvtilliden for tiden.
- Det er godt, vi har en dårlig følelse efter kampen, og at vi viser, hvor skuffede vi er.
- Vi har tre eller fire gode omstillingsmuligheder, men der er vi ikke skarpe nok, og vi bliver for let stressede. Vi er nødt til at være kompakte defensivt.
- Vi er et hold, der er ramt af, hvordan det går, og hvor vi ligger i tabellen. Det skal man have respekt for.
- Planen er, at vi rejser hjem og træner mandag. Alt, som indgår i træningen, er det, som er planen for at få os tilbage på sporet, siger OB-træneren.
OB ligger efter fem spillerunder på sidstepladsen i Superligaen, og i næste spillerunde skal Andreas Alms tropper på endnu en svær opgave, når de på hjemmebane møder AC Horsens.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker