OB slår Esbjerg efter dramatisk straffesparkskonkurrence
OB er i pokalturneringens semifinale efter et drama mod Esbjerg, hvor Sten Grytebust blev den store helt.
OB er som det første hold klar til fodboldens pokalturnering. Det blev en kendsgerning efter et drama mod Esbjerg, hvor der skulle straffesparkskonkurrence til for at finde en vinder.
OB misbrugte to forsøg i straffesparkskonkurrencen, men da Esbjerg brændte tre gange, kunne Troels Kløve afgøre kampen ved at score på OB's sidste spark.
Den store helt var dog målmand Sten Grytebust, der akrobatisk viftede to Esbjerg-forsøg på træværket i straffesparkskonkurrencen.
Fra begyndelsen havde opgøret gnist, og OB havde netop haft en god mulighed i den ene ende, da Esbjerg efter 14 minutter kom på tavlen.
Vestjyderne kørte bolden fint rundt omkring OB's felt, og bolden blev sendt fra venstre side og indover til bageste stolpe, hvor Adrian Petre helt udækket flugtede bolden i nettet til 1-0.
OB var spildominerende, og den tendens blev kun yderligere udtalt efter Esbjergs føringsmål.
Hjemmeholdet måtte dog vente indtil midt i anden halvleg, inden overtaget gav afkast, men så skete det også på en flot scoring.
Efter et indlæg fra højre havnede bolden hos den rutinerede angriber Anders K. Jacobsen, der trak bolden bag om støttebenet og smækkede den i mål via overliggeren til 1-1.
Det blev også slutresultatet, og så måtte holdene ty til forlænget spilletid for at finde en vinder.
Her havde begge hold chancer, inden Esbjerg slog til efter 13 minutter. Et frispark blev sendt ind i feltet, hvor bolden efter lidt rod blev prikket frem til Joni Kauko, der hamrede bolden i nettet til 2-1.
Men igen slog OB tilbage. Det skete efter et drop fra Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg, der ikke kunne holde et langskud, så Nicklas Helenius kunne sætte udligningen ind efter et par minutter i forlængelsens anden halvleg.
Kramper og træthed prægede de sidste minutter, og derfor var det næsten naturligt, at de to hold måtte ud i straffesparkskonkurrence for at afslutte dramaet.
Jens Jakob Thomasen brændte først for OB, men det samme gjorde Lasha Parunashvili for Esbjerg.
Derefter var Nicklas Helenius OB-synder fra pletten, men Grytebust reddede derefter forsøget fra Yuri Yakovenko, så der igen var balance.
Jesper Lauridsen brændte på Esbjergs femte spark, og så kunne Kløve med et behersket spark sørge for fynsk pokaljubel.
Torsdag bliver endnu en semifinalist fundet, når Brøndby gæster Vendsyssel FF. 13. marts tager Kolding IF imod FC Midtjylland, og i den sidste kvartfinale dagen efter skal AaB på besøg hos Næstved.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned