Det så længe godt ud, men til sidst måtte OB sande, at spanske Getafe var for stærk en modstander i den første kamp i Europa League-gruppespillet.
Spanierne vandt 2-1 på hjemmebane, men sejrsmålet blev først sat ind ni minutter før tid, efter at OB førte ved pausen.
Det var Uffe Pedersens første kamp i spidsen for OB, siden han i tirsdags blev indsat som midlertidig cheftræner oven på de dramatiske fyringer af cheftræner Lars Olsen, assistenttræner Viggo Jensen og sportsdirektør Kim Brink.
Fyringerne fulgte få dage efter, at OB-veteranen Thomas Helveg havde afleveret en lammende kritik af træningskulturen i klubben, en kritik som truede med at skabe splittelse i truppen.
Derfor var det imponerende, at holdet tog til Spanien og var tæt på at hente et point efter en glimrende indsats.
OB måtte stille op uden de karantæneramte Anders Møller Christensen og Espen Ruud, mens også Johan Absalonsen og Eric Djemba-Djemba sad ude med skader. Det gav plads til blandt andre 19-årige Bashkim Kadrii på venstre kant.
Første halvleg var intens, uden at de to hold skabte de helt store chancer.
OB's Rurik Gislason sparkede et stort hul i luften, da han efter et kvarter fik serveret en god skudmulighed, men det var som forventet hjemmeholdet, der var mest nærgående på det halvtomme stadion i Getafe.
Kort før pausen sparkede Hans Henrik Andreasen et frispark, som blev afrettet ind i netmaskerne af hjemmeholdets Javier Arizmendi til en overraskende dansk pauseføring.
Heldigt for OB'erne havde de et helt kvarter til at glæde sig over stillingen, for Getafe kom ud til anden halvleg i et helt andet tempo.
OB-målmand Roy Carroll måtte levere en fornem fodparade, men han var prisgivet efter 50 minutters spil.
Næsten hele OB-forsvaret svigtede deres markeringer, så Javier Arizmendi sendte udligningen i mål og sikrede sig personlig oprejsning.
Herefter fulgte en heftig periode, hvor Roy Carroll måtte råbe højt for at holde styr på OB-forsvaret.
Getafe skabte flere gode muligheder, men der skulle en dødbold til, for at spanierne sikrede sejren.
Ni minutter før tid sparkede Pedro Ríos smukt et frispark op i målhjørnet uden chance for Roy Carroll.
I sidste minut følte OB sig snydt for et straffespark, da Oliver Feldballe blev væltet i det kriminelle felt.
I den anden kamp i gruppe H vandt tyske Stuttgart 3-0 hjemme over Young Boys fra Schweiz.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde