OB-træner: Bronzekampen bliver tæt til det sidste
Jakob Michelsen spår en tæt kamp om Superligaens tredjeplads. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
John Randeris/Ritzau Scanpix
OB's cheftræner, Jakob Michelsen, forventer, at kampen om Superligaens tredjeplads bliver tæt til det sidste.
Esbjerg og OB spillede tirsdag 0-0 i Superligaens mesterskabsspil, og Esbjerg fastholdt dermed tredjepladsen med et enkelt point ned til OB.
Esbjerg ligger nummer tre med 46 point, OB har 45 point på fjerdepladsen, Brøndby er nummer fem med 43 point, mens FC Nordsjælland ligger nummer seks med 39 point.
OB's cheftræner, Jakob Michelsen, spår, at den tætte kamp om tredjepladsen vil fortsætte sæsonen ud.
- Bronzekampen bliver helt tæt. Jeg sagde allerede inden mesterskabsspillet, at det ville ændre sig 100 gange, hvilket hold der var i teten, og det vil det stadig komme til, siger Michelsen.
- Vi er halvvejs igennem, og alle skal stadig møde alle, så der kommer flere rokeringer.
- FCN skal selvfølgelig ramme en rigtig god stime for at nå tredjepladsen, men kampen mellem Esbjerg, Brøndby og os bliver tæt til det sidste, og den skal have et skud.
Esbjergs cheftræner, John Lammers, deler opfattelsen af, at kampen om tredjepladsen bliver tæt.
- Alt er muligt i bronzekampen. Alle skal møde hinanden, og vi skal til en tur til Brøndby, som var rigtig gode mod FC Midtjylland, så det bliver en svær kamp, siger Lammers.
Han mener, at pointdelingen i tirsdagens kamp var retfærdig.
- I sidste ende var det et fair resultat. Vi startede kampen rigtig godt, men fik ikke scoret, og så fik OB kæmpet sig ind i kampen, siger Esbjerg-træneren.
- I anden halvleg var de bedre, men vi kom til den største chance.
Jakob Michelsen kalder også det uafgjorte resultat retfærdigt, og han er imponeret af det, som oprykkerne fra Esbjerg har vist i denne sæson.
- Det var en fortjent og fair pointdeling, og kampen kunne lige så godt være endt 1-1 eller 2-2, siger Michelsen.
- Man må tage hatten af for Esbjerg, for de har leveret en fantastisk sæson, og jeg må rose John Lammers og staben.
- De har især været rigtig stærke hjemme, og de virker meget afklarede i deres spil, så kæmpe ros for det arbejde, der er lavet her på vestkysten.
Der resterer fem runder af Superligaens mesterskabsspil.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker