OB-træner har forståelse for snak om jobsikkerhed
- Man skal sætte spørgsmålstegn ved en træner, når et hold taber 0-6. Det forstår jeg 100 procent, siger Jakob Michelsen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jakob Michelsen er ifølge Michael Hemmingsen også at finde på trænersædet, når OB torsdag møder Sønderjyske.
OB fik mandag en ordentlig snitter og tabte 0-6 på udebane til Silkeborg i 3F Superligaen.
Cheftræner Jakob Michelsen kalder kampen for den dårligste med ham som træner for den fynske traditionsklub, og han erkender, at der ingen undskyldninger er for en sådan præstation.
- Superlativerne kan ingen ende tage om, hvor dårligt og pinligt det var, og nu må vi tage imod alle de tæsk, det giver, for de er fuldt fortjente, siger OB-træneren.
Derfor forstår Jakob Michelsen også, hvis der bliver sat spørgsmålstegn ved, om han er den rette mand som cheftræner i OB.
- Man skal sætte spørgsmålstegn ved en træner, når et hold taber 0-6. Det forstår jeg 100 procent, siger han.
Jakob Michelsen bliver dog ikke fyret, efter at klubben blev revet fra hinanden af bundproppen, understreger klubbens sportschef, Michael Hemmingsen, efter kampen.
- Den her kamp mod Silkeborg ændrer ikke på, at vi er sammen om det her, siger Michael Hemmingsen.
Med nederlaget har Odense-klubben nu tre point ned til Sønderjyske og den farlige tredjeplads, der medfører playoffkampe om overlevelse i Superligaen.
Jakob Michelsen er dog overbevist om, at han og truppen vender stærkt tilbage, når klubben torsdag tager imod Sønderjyske på eget græs.
- Vi rendte ikke rundt som jubelidioter efter sejren mod Esbjerg i sidste runde, og vi graver os heller ikke ned nu efter nederlaget til Silkeborg, siger Jakob Michelsen.
- Jeg har en tyrkertro på, at vi rejser os i flok på torsdag mod Sønderjyske - jeg kender mekanismerne i fodbold.
OB-træneren understreger, at holdet skal finde et andet udtryk frem.
- Vi skal vise vores sande jeg, og det gør man bedst i modgang, hvor omverdenen stiller spørgsmål. Det er nu, vi skal vise, hvad vi er lavet af, siger træneren.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker