OB-træner: Vi skal se frygten i øjnene
OB og cheftræner Søren Krogh er under nedrykningsstregen med fire runder tilbage. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Søren Krogh håber, at det kan give holdet energi, at man nu er under stregen og ser frygten i øjnene.
Med nederlaget mandag aften mod Vejle er OB at finde under nedrykningsstregen med fire spillerunder tilbage af Superligaen.
- Vi skal indse realiteterne. Vi er under stregen nu. Det er det, som vi har frygtet i så lang tid, og nu er det bare at se frygten i øjnene og få kræfter af det, siger OB-træner Søren Krogh efter opgøret til Viaplay.
- Det er sgu hårdt, men vi skal videre. Nu er vi dernede, og så må vi virkelig stå sammen og ikke pege fingre af hinanden og andre.
OB fik ellers en god start på kampen mandag, da holdet efter ti minutter kom foran. Glæden varede dog kort, og blot minuttet efter havde Vejle bragt balance i regnskabet.
- Jeg synes, at vi kommer ud som lyn og torden og kommer foran, men så ser man også, hvor shaky vi er. Et minut efter vi er kommet foran, så står den pludselig 1-1, siger OB-træneren.
I anden halvleg var østjyderne effektive og sikrede en 3-2-sejr, der dermed sendte fynboerne under stregen på bekostning af Vejle.
- Jeg synes, at vi bliver straffet hårdt i dag og giver nogle nemme mål væk, siger Søren Krogh.
Bundstriden er tæt, hvor OB på 11.-pladsen har 26 point, mens Vejle ligger lige over med 27 point. Lyngby har på niendepladsen 29 point.
OB møder fredag Lyngby på hjemmebane. Fynboerne har ikke vundet en hjemmekamp i indeværende sæson. I de tre sidste kampe møder OB henholdsvis Hvidovre, Randers og Viborg.
- Der er stadigvæk 12 point at spille om, og der er mulighed for at gøre noget allerede fredag på hjemmebane mod Lyngby, og det er det, jeg lever efter, siger OB-træneren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned