OB udlejer ung dansker til Kasakhstan
22-årige Kasper Larsen skal det næste år spille for FC Astana i Kasakhstan på en lejekontrakt.
Superligaklubben OB udlejer forsvarsspilleren Kasper Larsen til et noget uvant marked for danske klubber.
Resten af 2015 skal Kasper Larsen spille for FC Astana i Kasakhstan. Det bekræfter OB på klubbens hjemmeside.
Skiftet kommer også lidt bag på hovedpersonen selv, men efter at have været med ved tirsdagens træning i FC Astana, er han meget positiv over for det opsigtvækkende eventyr.
- I starten virkede det meget fjernt for mig at overveje Kasakhstan, for jeg kendte ikke rigtig noget til landet i fodboldsammenhæng og tænkte nok mest på cykling, når jeg hørte om Astana.
- Jeg har været med ved træningen i dag, og det er fodbold i et meget højt tempo, så det er positivt. Jeg er eventyrlysten og sammen med det sportslige og et godt tilbud, har det været en spændende mulighed at sige ja til, siger Kasper Larsen.
Den 22-årige dansker har kun et halvt år tilbage af kontrakten med OB, når han ved årsskiftet vender tilbage til Odense.
Sportschef Jesper Hansen tror dog på, at klubben kan få gavn af en stærkere spiller, når han vender tilbage fra opholdet hos de regerende kasakhstanske mestre.
- Kasper er stadig ung og meget talentfuld. Han er også i en periode af sin udvikling, hvor han skal spille fast hver gang, og det kommer han forhåbentlig til i FC Astana.
- Vi tror på, at det både sportsligt og menneskeligt bliver en stor oplevelse for Kasper, og vi tror på, at han vender hjem til det sidste halve år af sin OB-kontrakt som en modnet og endnu stærkere spiller, siger Jesper Hansen.
Kasper Larsen er noteret for 81 kampe og to mål for OB's bedste hold. Han har spillet i OB, siden han var 13 år.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker