OB vendte kamp til sejr med holdånden
Både træner og spillere havde travlt med at rose holdånden i OB, efter holdet fredag aften vandt 2-1 over FC Midtjylland efter at være blevet spillet tynde i første halvleg.
Cheftræner Troels Bech opsummerede den pointe på det efterfølgende pressemøde.
- God teamspirit holdt os inde i kampen, for vi løb de ekstra meter for hinanden, og det betød, at vi spillede hinanden lidt bedre, end vi egentlig var, siger Troels Bech ifølge OB's hjemmeside.
Selv om OB også i sidste runde vandt - dengang med 1-0 over Silkeborg - glædede Troels Bech sig fredag aften over, at hans hold fik vist et helt nyt niveau.
- Vi spillede ikke prangende fra start, men vi løb os ind i kampen, og vi sluttede et halvt gear højere, end vi startede. Tænk, hvis vi kunne starte ligeså godt, som vi sluttede.
- FC Midtjylland tvang os op i et gear, som vi ikke har været i i hovedparten af de første fire kampe, siger Troels Bech.
Desværre for OB måtte både Kalilou Traoré og målmand Jesper Christiansen udgå med skader. Traoré vred rundt på knæet, mens Christiansen fik en forstærkning i sin lyske ved et udspark.
Til gengæld kan fynboerne glæde sig over, at nyindkøbte Emil Larsen fik prikket sit første mål for OB ind, da han scorede til 1-1. Hovedpersonen var naturligvis glad - og så lover han mange flere mål fremover.
- Når jeg først har scoret, så skal der nok komme flere i rækken, siger Emil Larsen til TV2 Sport og giver selv forklaringen på sin selvsikkerhed.
- Jeg har scoret mange mål før i Lyngby, og det var dejligt at få proppet den første ind - det giver altid en forløsning - og så skal jeg bare fortsætte med at arbejde hårdt for at score endnu flere, så vi kan vinde nogle kampe.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde