Obama slagtes i amerikanske aviser

Barack Obamas lynvisit til København havde ingen effekt på valget af værtsby for sommer-OL i 2016. Faktisk røg Chicago allerede ud af kampen om værtskabet efter den første afstemningsrunde, og derfor bliver præsidenten for USA i de amerikanske medier kritiseret for den forfejlede tur.

- Præsident Obama har ikke kun forpasset at hente guldet hjem, han forpassede også sølv og bronze, skriver New York Times.

Også Wall Street Journal går hårdt til Obama, som kun var i København i en håndfuld timer, inden han fløj tilbage til USA.

- Hvis hr. Obama og Det Hvide Hus lavede en fejl, så var det at tro så inderligt på, at Obamas personlige popularitet ville blæse alt andet væk. Det olympiske nederlag viser i denne sammenhæng, at når det kommer til verdensbegivenheder, så virker charme eller popularitet ikke nødvendigvis, skriver avisen.

Wall Street Journal hæfter sig dog ved, at det er bedre for Obama at lære den lektie i forbindelse med en sportsbegivenhed, end hvis det handlede om atomvåben.

/ritzau/

USA's præsident, Barack Obama, får kritik i de amerikanske medier efter den forfejlede charmetur til København for at få OL i 2016 til Chicago.

Offentliggjort Sidst opdateret