OB har i foråret på ingen måder været det OB, som man så i efteråret. Det blev endnu engang understreget torsdag aften, da fynboernes dårlige forår blev tilføjet en pokalskuffelse.
I det andet semifinaleopgør mod FC Midtjylland i Ekstra Bladet Cup måtte OB nøjes med 2-2, og dermed ryger fynboerne ud med de samlede cifre 2-4.
Torsdagens kamp blev et nyt eksempel på, at OB mangler meget skarphed i felterne - især i modstanderens. Men denne aften var defensiven også for gavmild.
FC Midtjylland havde således chancer til flere mål end de to, som det blev til. Især Baba Collins burde være kommet på måltavlen.
De brændte chancer ændrer dog ikke på billedet af, at kampen i det store og hele også blev et meget godt udtryk for den medvind, som FC Midtjylland har nydt i foråret. Anført af en velspillende Ken Ilsø gik midtjyderne ind til kampen med stor selvtillid og optimisme.
Det blev belønnet allerede i kampens begyndelse, hvor spændingen om udfaldet også reelt blev fjernet. Det skete efter bare 11 minutters spil, hvor Chris Sørensen var uheldig at score selvmål, da en Roy Carroll-parade ramte OB-anføreren. Dermed stod det samlet 3-0 til midtjyderne.
Det blev også til 2-0 - og samlet 4-0 - da Martin Albrechtsen efter 20 minutters spil af anden halvleg definitivt lukkede opgøret.
I den efterfølgende fase viste OB'erne dog fin moral og fik med to hurtige scoringer af Henrik Hansen og Peter Utaka sikret lidt af værdigheden.
OB fik i kampens slutning udvist Jonas Troest, der nu står til karantæne i SAS Ligaen.
FC Midtjylland møder med sejren FC Nordsjælland i pokalfinalen den 13. maj. Ingen af de to hold har tidligere vundet turneringen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker