Odense Bulldogs-kaptajn indkaldt til truppen: Skade koster dansk profil resten af VM

Det var en tackling ved banden, der kostede Oliver Lauridsen en alvorlig skulderskade. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix

Oliver Lauridsen kommer som ventet ikke til at spille mere ved VM. Odense Bulldogs-kaptajn Nicolai Weichel er indkaldt som erstatning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ishockey-VM er slut for Oliver Lauridsen, der kom galt afsted i Danmarks kamp mod Schweiz søndag aften.

Efter undersøgelse på et hospital i Helsinki står det klart, at den skulderskade, den 33-årige Malmö-spiller pådrog sig, er så slem, at den kræver en operation.

Landstræner Heinz Ehlers har i stedet sendt bud efter Odense-kaptajnen Nicolai Weichel, der efter planen tilslutter sig truppen senere mandag.

- Det er først og fremmest utrolig trist for Oliver. Men det er selvfølgelig også en træls situation for os. Vi mister en af vores mest stabile backer og i mine øjne var han måske vores bedste back i både OL-kvalifikationen og selve OL, siger Heinz Ehlers.

Tabet af Oliver Lauridsen er et hårdt slag for det danske VM-hold, fordi landsholdstruppen ikke just er overbefolket af backer med en tilsvarende spillestil.

Kun Nicholas B. Jensen har de samme udprægede fysiske kvaliteter som Lauridsen, og nu skal landstræneren så finde en løsning, der bedst muligt lapper hullet efter den uheldige back.

- Det bliver svært at kompensere for. Men alle hold har vel spillere, der er svære at erstatte, siger Heinz Ehlers.

Til kampen mod Italien tirsdag eftermiddag vil Rungsteds Morten Jensen blive indskrevet i truppen. Han har hele tiden været en del af truppen, men har overværet de første to kampe fra tribunen.

/ritzau/