Odense får klø og lider sæsonens første CL-nederlag
Cornelia Nycke Groot (17) og resten af Odense Håndbold var på besøg i Ungarn i Champions League og tabte til storholdet Györi. (Arkiv) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Odense mødte lørdag ungarske Györi ude, og efter lutter sejre i gruppespillet i CL tabte det danske hold.
Odense Håndbold havde gjort rent bord i Champions League indtil lørdag, da det danske mandskab tabte for første gang i gruppespillet i denne sæson.
Odense var på besøg i Ungarn, hvor Györi fra byen Györ ventede.
Ungarerne er forsvarende Champions League-mestre fra sæsonen 2018-19, og det blev for stor en mundfuld for Odense.
Györi, der havde danske Anne Mette Hansen med, vandt kampen 32-25, og dermed har Odense nu tre sejre og et nederlag i gruppe B.
Både Györi, Brest og Odense har seks point i toppen af gruppen, efter at Odense tidligere i turneringen har slået rumænske Râmnicu Vâlcea, tyske Borussia Dortmund og Buducnost fra Montenegro.
Det blev en tæt indledning med 4-4 efter ti minutter, da Freja Cohrt udlignede for Odense.
Odense-keeper Tess Wester leverede flotte redninger, og Odense var med på den svære udebane, men ungarerne kom på 7-5 efter et kvarter.
Hjemmeholdet lignede dog et mandskab, der havde et ekstra gear, men der blev spillet i et til tider opskruet tempo, og derfor blev der lavet forhastede fejl i begge ender.
Med ti minutter igen af første halvleg var Györi foran med tre mål, men hollandske Lois Abbingh hamrede bolden i kassen for Odense til 8-10.
Danske Anne Mette Hansen sørgede for 16-10-føring med sin scoring for Györi, som gik til pausen foran 16-11, og som så ud som et hold med større individuel kvalitet.
Györi øgede med anden halvlegs to første mål, og derfra var det noget af en udfordring for det danske mandskab, der var nede med syv mål og 11-18.
Cornelia Groot vred sig igennem og reducerede til 18-22 for Odense, men igen udbyggede Györi.
Med et kvarter igen lød føringen på 25-19 til hjemmeholdet, efter at Althea Reinhardt i Odenses mål ellers havde taget godt fra med flere flotte redninger.
Odense forsøgte dog at holde fast, og Rikke Iversen sørgede for 21-15, men igen blev afstanden på seks mål.
Med fem minutter igen var Györi foran 30-24 efter Sara Halds scoring, men Odense kom aldrig i nærheden af sejren i slutfasen, og det ungarske hold vandt kampen med syv mål.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned