Odense fortsætter suveræn stime efter sent comeback
Odense kom tilbage efter nederlaget i pokalfinalen og vandt ude over København i HTH Ligaen torsdag aften. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
John Randeris/Ritzau Scanpix
Odense var bagud med otte mål i anden halvleg, men kom tilbage og slog København i en vild slutspurt.
Odense Håndbold fortsatte sin imponerende stime af lutter sejre, da holdet i HTH Ligaen torsdag besejrede København Håndbold 26-24 ude.
Det holdt hårdt i et opgør, hvor første halvleg tilhørte hjemmeholdet fra København, mens Odense leverede et voldsomt comeback i anden halvleg.
Bagud med 10-16 ved pausen kom Odense også bagud med otte mål i anden halvleg, inden holdet i slutfasen hentede ind og lykkedes med at vinde kampen.
- I nogle perioder spillede vi ikke særlig godt. Jeg kan ikke forklare, hvordan det lykkedes at få en sejr hjem i dag.
- Det betyder meget efter pokalfinalen, hvor vi var skuffede over, at vi ikke leverede mere, og der var et mentalt arbejde, der skulle gøres, siger Odense-profilen Stine Jørgensen ifølge TV2 Sport.
Det var Odenses sejr nummer 15 i sæsonen ud af 15 mulige, og træner Jan Pytlicks tropper topper dermed ligaen med 30 point, mens København på tredjepladsen har 22 point.
Odense mødte op med et frisk nederlag i pokalfinalen og havde vanskeligt ved at finde niveauet i første halvleg, hvilket også pausestillingen på 16-10-føring til København vidnede om.
Fem minutter inde i anden halvleg var det dog endnu ikke lykkedes at hente ind, og københavnernes Maria Lykkegaard øgede til 18-11 til hjemmeholdet.
Det blev også 19-12 og 20-12, inden Odense indledte jagten.
Med et kvarter igen reducerede Trine Østergaard Jensen fra højre fløj til 17-23 for Odense, og tre scoringer af gæsterne i træk betød, at Københavns forspring var skrumpet til en føring på tre mål, da Trine Østergaard reducerede til 20-23.
Så var der for alvor spænding i opgøret, og yderligere tre scoringer i træk af Odense betød, at Freja Cohrt med syv minutter igen udlignede til 23-23.
Efter en timeout fire minutter før tid var opgøret helt lige med 24-24, og Mie Højlund bragte Odense foran 25-24.
Med to minutter igen var gæsterne i angreb og jagtede muligheden for en føring på to mål.
Det fornemme comeback blev slået fast af Mie Højlund med endnu en scoring til 26-24, og det hele gled ud af hænderne på København, som indledte en voldsom offensiv i forsvaret i forsøget på at komme tilbage i det sidste minut.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet