Odense kommer tilbage på CL-sporet med vigtig udesejr
Mie Højlund gjorde, hvad der passede hende i størstedelen af kampen i Ungarn. (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Mie Højlund førte med syv scoringer an, da Odense på udebane vandt 35-22 over ungarske DVSC Schaeffler.
Der var klasseforskel, da Odense Håndbold lørdag var på besøg i Ungarn mod DVSC Schaeffler i kvindernes Champions League-gruppespil.
35-22 endte kampen i dansk favør, hvor særligt Mie Højlund i flere perioder strålede.
Med sejren kommer Odense tilbage på vindersporet, efter at holdet i sidste uge tabte snævert med et enkelt mål hjemme mod gruppens tophold Györ.
Odense ligger med 14 point på gruppens andenplads, der vil sende det danske hold direkte i kvartfinalen.
DVSC Schaeffler fik en skidt start på kampen lørdag.
Efter lidt mere end 13 minutter ved stillingen 10-3 til Odense havde ungarernes cheftræner, Zoltan Szilagyi, allerede to gange forlangt timeout i et desperat forsøg på at få sit hold i gang.
Særligt Mie Højlund voldte store problemer.
Den danske spilstyrer vandt stort set alle dueller og scorede både selv og fordelte overlegent bolden til medspillerne, der omsatte de fornemme oplæg til mål.
I løbet af første halvleg fandt det ungarske hjemmehold sig til rette i kampen.
Odense begyndte at sløse i angrebsspillet og lavede flere store tekniske fejl, samtidig med at hjemmeholdet fandt åbningerne i angrebsenden.
Det betød, at Odense gik fra at føre 13-4, til at der stod 15-12 på resultattavlen ved pausen.
Fra anden halvlegs begyndelse skruede Odense dog bissen på igen og fandt tilbage til de ting, der fungerede i begyndelsen af opgøret.
Igen var det ført an af Mie Højlund, at odenseanerne fik genetableret et komfortabelt forspring.
Samtidig gik ungarerne fuldstændig i stå angrebsmæssigt.
Med ti minutter tilbage af opgøret bragte Højlund med sin syvende scoring føringen op på 11 mål, hvorefter danskerne hvilede flere af profilerne i de sidste minutter.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde