Odense og Herning vinder tætte pokalopgør på isen
Der var snert af pokaldrama i to af de fire kvartfinaleopgør i ishockeyens pokalturnering, da returkampene blev afviklet tirsdag aften.
Mest spænding var der i Herning, hvor hjemmeholdet vandt den ordinære spilletid med 2-0 og dermed udlignede Rødovres 3-1-føring fra den første kamp.
Derfor måtte de to hold ud i sudden death, og her profiterede Herning af at spille med en mand i overtal, da Mitch Ganzak scorede det afgørende mål kort inde i overtiden.
Også i Esbjerg var afgørelsen længe om at indfinde sig efter 3-3 i den første kamp mellem Esbjerg Energy og Odense Bulldogs.
Men to minutter før tid sørgede nytilkomne Marc-Olivier Vallerand for samlet sejr til gæsterne fra Fyn, da han scorede til slutresultatet 2-1.
I Herlev skulle hjemmeholdet forsøge at indhente Frederikshavns forspring fra den første kamp, der endte 3-0 til nordjyderne. 1-1 i returkampen betyder dog, at det bliver vendelboerne, der tager semifinalepladsen.
Endelig stod Rungsted over for en næsten umulig opgave, da nordsjællænderne - som i denne sæson gør comeback i ligaen - skulle vende et 1-8-nederlag til samlet sejr.
Det lykkedes ikke, selv om den tidligere landsholdskeeper Peter Hirsch stod en stor kamp i Hørsholm Skøjtehal.
Trods 48 redninger på 51 skud måtte han og holdkammeraterne se sig slået af sønderjyderne, der vandt 3-2 og altså alt i alt vandt med 11-3.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned