Odense ønsker hårdere straf til Frederikshavn-spiller
Odense Bulldogs mener, at Frederikshavn-spiller skal straffes med mere end 17 karantænedage efter overfald.
17 spilledages karantæne er for mild en straf til Frederikshavn-spilleren Kristian Jensen, der fredag slog Odense-spilleren Lucas Bjerre Rasmussen bevidstløs i en ishockeykamp.
Sådan lyder holdningen hos Odense Bulldogs i en pressemeddelelse.
- Efter vores opfattelse er sanktionen alt for mild og uacceptabel. Der er i andre ligaer givet betydeligt længere karantæner for lignende hændelser. Det vi var vidne til i fredags, har intet med ishockey at gøre, lyder det fra den fynske klub.
23-årige Kristian Jensen og 18-årige Lucas Bjerre Rasmussen røg i totterne på hinanden. Da sidstnævnte lå på isen uden hjelm, hamrede Frederikshavns Kristian Jensen en knytnæve i hovedet på Odense-spilleren.
Lucas Bjerre Rasmussen blev slået bevidstløs og tilbragte natten på sygehuset, hvor han fik konstateret en kraftig hjernerystelse, men ingen indre blødninger.
- Vi havde håbet, at disciplinærudvalget havde foretaget en strengere vurdering af en hændelse med mange skærpende omstændigheder og tildelt en væsentlig længere straf, skriver Odense Bulldogs.
Klubben bemærker, at den ikke har mulighed for at anke straffen, da klubben ikke er part i den formelle sag.
- Vi håber dog, at sagen vil blive anket eller taget op af Amatør- og Ordensudvalget, så der kan uddeles en passende straf for den hensynsløse adfærd, som Lucas blev udsat for i fredags, skriver Odense Bulldogs.
Klubben skriver, at Lucas Bjerre Rasmussen efter omstændighederne har det godt, men ikke har lyst til at kommentere hændelsen på nuværende tidspunkt.
Nordjyllands Politi er gået i gang med at undersøge episoden, bekræftede politiet over for det regionale medie Nordjyske tidligere mandag.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker