Odense slår Sønderjyske med stærkt powerplay i slutspilsåbner
Radim Piroutek (i hvid) stod for to af Odenses scoringer i 7-5-sejren over Sønderjyske i den første slutspilskamp. (Arkivfoto). Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Fem af scoringerne blev sat ind i powerplay, da Odense åbnede slutspillet med at slå Sønderjyske med 7-5.
I en højintens og underholdende affære åbnede Odense Bulldogs fredag aften slutspillet i Danmarks bedste ishockeyliga, Metal Ligaen, med en sejr på 7-5 over Sønderjyske.
Der blev gået til stålet mellem de to mandskaber i opgøret, hvor fynboernes gode powerplay blev kampafgørende. Fem af Odenses syv scoringer faldt i overtal.
Dermed tager Odense første stik i slutspilsduellen, hvor der spilles bedst af syv kampe.
Allerede efter fire minutter viste Odense det gode powerplayspil, da Brandon Estes efter blot fem sekunders overtal gjorde det til 1-0.
Sønderjyske kom dog godt tilbage i første periode. David Madsen udlignede efter 12 minutter, og i det absolut sidste sekund af perioden sørgede Joseph Jonsson for en sønderjyske føring, da han huggede til pucken i et powerplay.
Anden periode var dog fynboernes.
Hele fem Odense-scoringer - tre af dem i powerplay - faldt fra periodens 5. til 17. minut, og så var det pludselig et stort bjerg, der skulle bestiges for de sønderjyske gæster.
Alexander Wiklund startede forsøget på et comeback med sin reducering til 3-6 med to minutter tilbage af perioden, der sluttede dramatisk. Flere spillere endte i tumult og lod næverne tale.
For Odense kostede det en tur i straffeboksen til Malte Setkov og Kristian Jensen, mens gæsternes David Madsen også måtte ud og sidde.
Sønderjyskes Joseph Jonsson tog også staven i brug i infighten, og han blev derfor helt smidt ud af kampen.
Gæsterne overlevede i starten af tredje periode tre minutter i undertal efter slåskampen, og da Mathias Borring og Jacob Panetta med to hurtige scoringer reducerede først til 4-6 og kort efter 5-6 var der for alvor spænding tilbage i kampen.
Sønderjyske jagtede derefter udligningen, men den kom ikke. I stedet lukkede Odenses Jonathan Brinkman i det sidste minut kampen med hjemmeholdets femte powerplayscoring i opgøret.
Andetsteds vandt Rungsted Seier Capital 3-0 over Frederikshavn White Hawks i den første slutspilskamp.
Aalborg Pirates vandt 6-1 over Esbjerg Energy, mens Herning Blue Fox storsejrede med 9-2 over Herlev Eagles.
Der er kamp to i alle fire slutspilsserier søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker