Odense slår trætte rivaler og holder føringen i toppen

Dione Housheer kunne slet ikke stoppes, da hun skød Herning-Ikast i stykker onsdag aften i ligaen. (Arkivfoto) Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Herning-Ikast kunne ikke tæmme mestrene fra Odense, som nu har vundet 18 af 19 ligakampe i sæsonen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Odenses håndboldkvinder styrer fortsat med stor overbevisning mod grundspilssejren i Bambusa Kvindeligaen.

Onsdag aften blev nummer tre i tabellen, Herning-Ikast, slået sikkert med 35-29. Dermed er Team Esbjerg stadig det eneste hold, som har taget point fra de forsvarende mestre fra Fyn.

Det giver mesterholdet 38 point efter 19 kampe. Team Esbjerg er nærmeste forfølger med 31 point for 18 kampe. Herning-Ikast har 29 point for 19 kampe.

Begge mandskaber havde ikke de store problemer med at lave mål. Forsvarerne imponerede ingenlunde i de første 30 minutter, hvor målene peb ind.

Værst defensivt så det ud hos gæsterne, som slet ikke kunne få bugt med Odense-angrebet.

Landsholdsplaymaker Mie Højlund flåede godt rundt i gæsternes forsvar, hvor hun både selv afsluttede med succes flere gange og satte holdkammerater op.

Det gav de forsvarende mestre en føring på fire mål ved pausen i den højtscorende forestilling. 19-15 viste måltavlen.

Højrebacken Dione Housheer har været storspillende i denne sæson, og det var hun igen onsdag på Fyn.

Hun smækkede bolde i kassen nærmest efter behag og endte som topscorer med 11 mål på 13 forsøg. Hun rundede samtidig 100 ligascoringer i sæsonen.

Gæsterne kom aldrig tæt på mestrene i løbet af de sidste 30 minutter.

Med til historien hører, at det var Herning-Ikasts fjerde kamp på en uge, og man kunne godt fornemme efter pausen, at der måske var lidt træthed at spore.

Det udnyttede Odense til at køre den sikre sejr hjem.

Onsdagens tre øvrige opgør i ligaen resulterede i tre forventede hjemmesejre. Især Team Esbjerg og Viborg HK uddelte store klø.

Esbjerg førte hele 24-5 ved pausen mod Skanderborg, inden man trådte på bremsen i anden halvleg. Det gav en sejr på 38-20.

Viborg var foran 18-6 mod Randers halvvejs og tog en sejr på 35-19, mens der var mere spænding, da København slog Horsens med 27-25.