Odense tager første CL-stik mod hjemløst norsk storhold
Mie Højlund og Odense tog en spinkel sejr i den første kamp mod Vipers. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Med en etmålssejr over Vipers fra Norge har Odense en lille fordel inde returkampen i egen hal.
Odense Håndbold har gode kort på hånden i jagten på en billet til kvartfinalerne i Champions League.
Fynboerne vandt søndag aften den første af to ottendedelsfinaler mod norske Vipers Kristiansand med 36-35. Der er returkamp om en uge i den fynske hovedstad.
Nordmændene havde på papiret hjemmebane i den første kamp, men det er tvivlsomt, om Vipers-spillerne i særlig høj grad følte sig hjemme.
På grund af norske coronarestriktioner har Vipers indvilget i at spille begge kampe på dansk grund, så Ikast havde søndag fået æren af at lege Kristiansand for en dag.
Det norske storhold spillede to gange uafgjort med Team Esbjerg i det indledende gruppespil, og også sæsonens tredje opgør med en dansk klub blev tæt til det sidste.
Hvis der havde været tilskuere i hallen, var de blevet budt både tempofyldt og underholdende angrebsspil, der gav en målrig forestilling.
Odense førte 17-16 ved pausen, og holdene fulgtes ad hele vejen gennem anden halvleg.
Det stod 35-35 15 sekunder før tid, da Odenses Rikke Iversen fra sin position på stregen på ny bragte fynboerne foran. Efterfølgende fik nordmændene intet ud af kampens sidste angreb.
Kanonskytten Lois Abbingh scorede ni gange for Odense, der ellers fordelte målscoringerne jævnt på mange spillere.
Det norske stjerneskud Henny Reistad, der i næste sæson skifter til Team Esbjerg, brillerede med ti scoringer for Vipers. Også veteranen Linn Jørum Sulland fra den anden ende af holdets aldersskala var en skudtrussel.
Den 36-årige højreback nettede otte gange og fremkaldte minder om hendes storhedstid på det norske landshold, hvor hun nåede næsten 200 kampe.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker