Odense tager pligtsejr mod legendens tropper

Odense snuppede sejren i Podgorica. (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

På udebane mod Buducnost sikrede Odense sig to point mod en modstander, der ikke havde meget at slå med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Odense Håndbold var klar favorit, da klubben lørdag var på besøg hos Buducnost i Montenegro. Og fynboerne leverede varen.

I Champions League-dysten mod det på papiret klart dårligere mandskab, der trænes af legenden Bojana Popovic, var Odense et par skridt foran fra start til slut og vandt 33-24.

Kampen var reelt afgjort efter de første 30 minutter, hvor Odense sagtens kunne have været foran med mere end de 18-13, der stod på måltavlen.

Fynboerne havde gode vilkår i den lidt tamme kulisse i Podgorica, hvor langt de fleste af de blå sæder var gabende tomme.

For eksempel havde Buducnost-keeperne ikke en eneste redning i de første næsten 20 minutter. Og offensivt havde værterne ganske enkelt ikke redskaberne til at dirke Odense-forsvaret op.

En tydeligt frustreret Bojana Popovic kaldte til timeout efter 17 minutter og leverede en skideballe af en anden verden. Men det hjalp ikke synderligt.

Odense havde et lille udfald i slutningen af første halvleg og begyndelsen af anden halvleg, men truslen fra Buducnost blev aldrig nævneværdig.

Føringen blev udbygget støt og roligt efter pausen, hvor Louise Burgaard kom ind og satte sig i respekt efter at have brugt hele første halvleg på bænken.

Sejren var vigtig for Odense, som slås med Team Esbjerg om at snuppe den andenplads, der giver adgang direkte til kvartfinalen i Champions League.

Alle hold fra nummer tre til nummer seks i tabellen skal igennem en ekstra knockoutrunde.

Efter lørdagens sejr er Odense et enkelt point foran Esbjerg, som spiller søndag og kan tage andenpladsen tilbage.

/ritzau/