Officielt: AGF henter Jack Wilshere

Jack Wilshere spillede senest for Bournemouth i den næstbedste engelske fodboldrække. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Den tidligere Arsenal-spiller Jack Wilshere har skrevet under på en kontrakt med AGF, oplyser klubben.

Offentliggjort Sidst opdateret

En transferbombe er sprunget i Superligaen. Den tidligere Arsenal-spiller Jack Wilshere skifter til AGF, hvor han skal spille sæsonen ud.

Det har klubben offentliggjort på sin hjemmeside søndag aften.

Han kommer til klubben som kontraktfri, og har foreløbigt lavet en aftale, der strækker sig frem til sommeren.

I kontrakten ligger der en option, der giver klubben muligheden for at forlænge aftalen med yderligere en sæson, oplyser AGF.

- Jack (Wilshere, red.) behøver ingen nærmere præsentation, og han har vist sit værd på både klub- og landshold gennem de seneste ti år. Så da muligheden opstod for at få ham her til Aarhus, var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville eftersætte den, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.

- Jack kan bidrage med sin glimrende teknik og sit blik for spillet, og han vil give os nogle ekstra offensive værktøjer.

I AGF skal han spille i trøje nummer 10, oplyser klubben.

Den 30-årige englænder har som klubløs holdt sig i gang ved at træne med i sin tidligere klub Arsenal, og målet har hele tiden været at finde en ny arbejdsgiver, fortæller han til AGF's hjemmeside.

- Det er nu lykkedes, og det bliver en spændende ny udfordring for mig. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg har brug for at komme i gang igen efter en vanskelig periode, og den mulighed har AGF tilbudt mig, siger han.

Jack Wilshere har tidligere spillet 198 kampe for det engelske storhold Arsenal, og så har han fået 34 landskampe for det engelske landshold.

Englænderen har i sin professionelle karriere spillet på midtbanen. Ikke kun for landsholdet og Arsenal, men også under korte ophold i både West Ham og Bournemouth.

I sidstnævnte klub fik han i seneste sæson 17 kampe i den næstbedste engelske fodboldrække. Siden har han dog været uden en klub.

Wilshere fik allerede debut for Arsenals førstehold som 16-årig. Hans professionelle karriere og udvikling har dog været tynget af en lang række skader, der især er gået ud over nogle skrøbelige ankler.