Officielt: Christian Eriksen er Inter-spiller til 2024
Christian Eriksen vendte tommelfingeren op i forbindelse med sit lægetjek mandag, men først tirsdag faldt handlen endegyldigt på plads. Foto: Matteo Bazzi/Ritzau Scanpix
Matteo Bazzi/Ritzau Scanpix
Efter en måneds massiv rygtestrøm kan Christian Eriksen nu kalde sig Inter-spiller.
Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen skifter til den italienske klub Inter. Det bekræfter klubben på sin twitterprofil.
Eriksen har fået en kontrakt frem til sommeren 2024, skriver klubben på sin hjemmeside.
Ifølge italienske Sky Sport betaler Inter i omegnen af 150 millioner kroner til Tottenham for at frigive Eriksen med det samme.
Derudover skal Inter også betale solidaritetspengene på fem procent af beløbet til Eriksens tidligere klubber. Det er omkring 7,5 millioner kroner.
Endelig har de to klubber som en del af aftalen planlagt at spille en venskabskamp på et tidspunkt, hvor alle indtægterne tilfalder Tottenham, skriver Sky Sport.
Den danske landsholdsstjerne var allerede i sommer rygtet væk fra Tottenham, men trods mange klubber i spil på rygtebasis kom et skifte aldrig i stand.
Tidligt i dette transfervindue blev Inter nævnt som en seriøs bejler, og rygterne er kun taget til i styrke, frem til at danskeren mandag landede i Milano for at gennemgå lægetjek.
Flere italienske medier har lavet liveblogs om Eriksen siden mandag formiddag, og det virkede til, at det blot var et spørgsmål om timer - og det obligatoriske lægetjek - før skiftet var på plads.
Godt et døgn senere er handlen nu en realitet.
Efter seks et halvt år i Tottenham skal Eriksen med Inter forsøge at hente sine første titler siden Ajax-tiden, hvor han blandt andet vandt tre hollandske mesterskaber.
Inter ligger øjeblikkeligt nummer to i den italienske Serie A med tre point op til de forsvarende mestre fra Juventus.
Han nåede 305 kampe for London-klubben og bidrog med 69 mål og 89 målgivende afleveringer.
Eriksen stod til at have kontraktudløb til sommer, og da han ikke ønskede at forlænge aftalen, var det igangværende transfervindue Tottenhams sidste chance for at få penge for ham.
Det betød også, at hverken den tidligere manager Mauricio Pochettino, eller den nuværende manager, José Mourinho, bevilgede Eriksen den spilletid, han normalt fik.
Han var tydeligvis på vej væk, og derfor har andre fået chancen, mens danskeren mest har fået spilletid som indskifter.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned