Officielt: Dortmund fyrer træneren efter blamage
Dortmunds kamp mod Stuttgart blev Lucien Favres sidste som træner for klubben. Foto: Focke Strangmann/Ritzau Scanpix
Focke Strangmann/Ritzau Scanpix
Dortmund har taget konsekvensen af en sløj periode i Bundesligaen og fyret Lucien Favre, bekræfter klubben.
Fodboldklubben Borussia Dortmund har søndag fyret træner Lucien Favre oven på lørdagens store nederlag i Bundesligaen.
Dortmund bekræfter på klubbens hjemmeside, at Favre ikke længere er træner.
- Det har været svært for os at tage dette skridt. Ikke desto mindre mener vi, at den seneste negative udvikling i den nuværende konstellation kan bringe opfyldelsen af vores sæsonmål i fare.
- Derfor er vi nødt til at handle, siger Dortmund-sportsdirektør Michael Zorc til klubbens hjemmeside.
Ud over Favre er også assistenttræner Manfred Stefes fritstillet med øjeblikkelig virkning.
I stedet for Favre overtager 38-årige Edin Terzic midlertidigt rollen som cheftræner i den resterende del af sæson, oplyser Dortmund. Terzic har hidtil været assistenttræner i klubben.
Dortmund tabte lørdag opgøret mod oprykkerne fra Stuttgart hjemme på Signal Iduna Park med 1-5.
I det hele taget har holdet været inde i en bøvlet periode i den bedste tyske fodboldrække. Blot en af de seneste fem kampe er blevet vundet, mens tre er blevet tabt. Holdet er på femtepladsen efter 11 kampe.
Bedre er det gået i Champions League, hvor holdet tidligere på ugen gik videre fra sin gruppe som nummer et efter en spændende sidste runde.
Favre overtog trænergerningen i klubben i sommeren 2018, hvor han afløste Peter Stöger.
Under Favres ledelse er Dortmund to gange blevet nummer to i Bundesligaen, men trods ihærdige forsøg er det ikke lykkedes at slå suveræne Bayern München af tronen.
Dortmund har danske Thomas Delaney i truppen. Han er i øjeblikket ude med en rygskade og var ikke med i lørdagens afklapsning.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker