Officielt: Inter og Christian Eriksen går hver til sit
Christian Eriksen nåede at spille 60 kampe for Inter. (Arkivfoto) Foto: Lars Baron/Ritzau Scanpix
Lars Baron/Ritzau Scanpix
Italienske Inter og Christian Eriksen er blevet enige om at ophæve danskeren kontrakt, så han nu er klubløs.
Christian Eriksen er fortid i Inter.
Fredag skriver den italienske fodboldklub på sin hjemmeside, at de to parter er blevet enige om at ophæve Eriksens kontrakt.
- Klubben og hele Nerazzurri-familien (klubbens kælenavn, red.) ønsker Christian alt det bedste i fremtiden, skriver Inter på sin hjemmeside.
- Selv om Inter og Christian nu går hver til sit, vil båndet aldrig blive brudt. De gode tider, målene, sejrene, mesterskabsfejringen med fansene udenfor San Siro - alt dette vil forblive en del af Nerazzurri-historien.
Dermed er den danske midtbanespiller nu klubløs. Eriksen fik efter sit hjertestop i Parken i sommer indopereret en pacemaker. Reglerne i den italienske liga, Serie A, gør, at han ikke kan spille med den i støvlelandets bedste række.
Christian Eriksen kom til Inter fra Tottenham i januar 2020 og nåede at spille 60 kampe for Milano-klubben, hvori han scorede otte mål og lavede tre assister. I maj var han med til at vinde det italienske mesterskab med Inter.
29-årige Eriksen har efter hjertestoppet i Parken endnu ikke meldt ud, om han vil fortsætte sin fodboldkarriere.
I forrige uge kom det dog frem, at han holder formen ved lige ved blandt andet at selvtræne på OB's træningsanlæg i Odense.
Eriksen fik sin fodboldopdragelse i den fynske klub, som han forlod i 2009 til fordel for hollandske Ajax. På rygtebasis er Eriksen blevet sat i forbindelse med et muligt comeback til superligaklubben.
- Selvfølgelig er der plads til Christian i OB, hvis han beslutter sig for at spille fodbold igen, sagde Enrico Augustinus, direktøren i selskabet bag OB, Odense Sport & Event, tidligere i december.
Eriksens tidligere klub Tottenham har også været nævnt som en mulig bejler. Premier League har tidligere meldt ud, at man ikke som udgangspunkt er bandlyst fra at spille i ligaen, hvis man har en pacemaker indopereret.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker