Øget fokus på talenter skal genrejse håndboldkvinderne
Danske håndboldtalenter skal blive bedre til at overføre kvaliteterne til voksenhåndbold, siger Ulrik Wilbek.
De senere års skuffende resultater for kvindelandsholdet i håndbold har givet anledning til selvransagelse i Dansk Håndbold Forbund (DHF).
Selv om danske ungdomslandshold vinder det ene mesterskab efter det andet, er det et fåtal af spillerne, der formår at tage springet op og blive profiler blandt de voksne.
Nu skal den udvikling vendes, fastslår DHF's sportschef Ulrik Wilbek, som lader sig inspirere af kvindehåndboldens altdominerende nation, Norge.
- Vi er altid meget bedre end Norge til og med 18 år, men når spillerne bliver 22, kommer der en masse nordmænd ind på landsholdet, og vi står og tænker: Hvor kom de fra, og hvor er vi?, siger Ulrik Wilbek.
Problemet har været åbenlyst i den mislykkede OL-kvalifikationsturnering i den forgangne weekend, hvor det danske landshold var ramt af en lang række afbud.
Det blev kostbart, fordi bredden i toppen af dansk håndbold ikke er god nok til at erstatte de fraværende profiler.
- Vi skal have ungdomstrænerne endnu tættere på os, og så er vi i gang med at studere, hvad nordmændene gør, og hvor meget de træner i forhold til os.
- De har mange flere ressourcer, men derfor kan vi jo godt kigge på, hvad de gør rigtigt, lyder det fra Wilbek.
En af de få spillere, der er gået fra at være supertalent til at blive en bærende landsholdsprofil i en ung alder, er Anne Mette Hansen.
Hun påpeger, at man let kan undervurdere, hvor meget arbejde, der kræves.
- Man kan ikke regne med at gå fra ungdomshåndbold og med det samme få den samme rolle hos de voksne. Man skal lære en hel masse, og fysisk skal man op på et andet niveau.
- Man kommer op mod spillere, der har trænet mange flere år. Fysisk kan man tydeligt mærke det. Det handler også om, hvilken person man er, og om man er klar til at tage det ansvar, man får.
- Jeg spillede selv tre slutrunder, før jeg endelig fik forløst noget af mit potentiale, så man må ikke underkende, at det tager tid, siger Anne Mette Hansen.
I weekenden tabte det afbudsramte landshold både til Rumænien og Montenegro, og det betyder, at OL til sommer bliver uden dansk deltagelse i kvindehåndbold.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned