Økonom: Auri-skæbne er kun en sportslig dom
Selvom økonomien er stram i Brøndby, så vil en fyring af træner Auri Skarbalius og en nyansættelse være en billigere løsning for klubben, hvis der er udsigt til fortsat nedtur.
Det vurderer fodboldøkonom Jesper Jørgensen fra revisionsfirmaet Deloitte.
- Det kan være dyrt at lade være. For mig at se er det alene en sportslig vurdering, hvorvidt han har fat i holdet eller ikke har fat i holdet, siger Jesper Jørgensen.
- Han tjener helt sikkert ikke så meget, så hvis konsekvensen af at beholde ham er nedrykning, så er det økonomiske tab langt større end det, han skal have i løn i en opsigelsesperiode.
Sportschef Ole Bjur sagde søndag efter Brøndbys 1-3-nederlag til AaB, at han ikke kunne udstede en jobgaranti til Auri Skarbalius.
Brøndby ligger sidst i Superligaen med otte point for 12 kampe.
Vælger Brøndby IF at fyre Skarbalius, så kommer klubben heller ikke til at skulle udbetale et større engangsbeløb midt i en tid, hvor Brøndby samtidig slås med en dyr feriepengesag.
- Det er lidt individuelt, men de fleste aftaler er sådan, at hvis vi siger, han har to års aftale og får en million i løn, så er der cirka halvanden million kroner at betale i resten af perioden. Nu får han givetvis mere end en million i løn, så det er nok lidt dyrere end det.
Spørgsmål: Men kan Brøndby være så presset økonomisk, at de alligevel vil holde fast i ham?
- Nej, det tror jeg simpelthen ikke. For han skal heller ikke have alle pengene på en gang. Han vil få dem udbetalt løbende.
- Hvis klubben vurderer sportsligt, at konsekvensen af at beholde ham er nedrykning, så er den billigste løsning at fyre ham.
- Tabet af tv-indtægter og entréindtægter kan hurtigt betale en trænerfyring.
- Når man ligger nummer 12, så er det noget, man skal tænke meget godt og grundigt over, og i sidste ende er det en sportslig vurdering, om han kan bringe dem i sikker havn. Det er den vurdering, de er nødt til at gøre, siger Jesper Jørgensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker