Økonomer: Brøndby får svært ved at hente 150 millioner
Bundklubben Brøndby vil ved hjælp af en aktieemission forsøge at hente 75-150 millioner kroner ind i slutningen af foråret. Men den mission bliver yderst vanskelig.
Det vurderer investeringsrådgiver hos NP Investor, Martin Lykke, som også peger på, at der nærmere skal skaffes 150 millioner kroner end 75 millioner for at sikre klubben økonomisk.
- Hvis en emission giver 75 millioner, er det for lidt. Jeg vil vurdere, at Brøndby har behov for 150 millioner, fordi der først skal betales feriepenge og gammel gæld, siger Martin Lykke til Ekstra Bladet.
- Nogle enkelte rigmænd med penge på lommen kan godt købe sig ind for at overtage kontrollen. Men skal du smide 75 millioner i Brøndby, skal du have 500. For du kan lige så godt afskrive pengene med det samme, mener han.
Morten W. Langer, chefredaktør på aktieugebrevet, kalder det "helt udelukket", at Brøndby kan hente 75 eller 150 millioner kroner ved en åben emission. Der skal en såkaldt rettet emission til.
- Hvis Brøndby kan skaffe 75 millioner, vil jeg mene, at det er imponerende. Men jeg vil alligevel vurdere, at der skal flere millioner til, hvis klubben skal have ressourcer til at forstærke sig på lidt længere sigt.
- Den eneste løsning er at finde en dansk milliardær eller en udlænding. Og det skal ske ved en rettet emission, påpeger Morten W. Langer.
Fodboldøkonom hos Deloitte, Jesper Jørgensen, mener, at Brøndbys image er blevet tyndslidt de seneste år, fordi der har været uro i klubben.
- Min umiddelbare vurdering er, at Brøndby har fundet investorer, der vil garantere for et stort beløb. Om det er 30, 50, 75 eller 150 millioner, ved jeg ikke.
- Som udgangspunkt tror jeg, at det er realistisk for Brøndby at hente 75 millioner ved en emission, vurderer Jesper Jørgensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet