Økonomien i professionel kvindeidræt boomer
Kvindefodbolden er de senere år blevet mere professionaliseret. Fodbolden tegner sig for den største omsætning i kvindeidræt efterfulgt af basketball, viser analyse fra Deloitte. (Arkivfoto). Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Fodbolden driver udviklingen fremad, og især Nordamerika har godt fat i kvindeidrætten, viser analyse.
Økonomien i professionel kvindeidræt boomer som aldrig før, og den vil nå nye højder i 2024.
Det viser en analyse foretaget af revisions- og konsulentfirmaet Deloitte.
Den øgede professionalisering af kvindefodbold på verdensplan er i år med til at løfte de samlede globale indtægter i professionel kvindeidræt til 981 millioner dollar svarende til 6,7 milliarder kroner.
Deloitte spår, at fremgangen vil fortsætte i 2024, hvor de globale indtægter vil nå op på 1,3 milliarder dollar (8,9 milliarder kroner).
Den professionel kvindeidræt har især godt fat i Nordamerika, fremgår det af analysen.
Deloitte forudsiger, at fodbolden i 2024 vil stå for 43 procent af den globale omsætning i kvindeidræt efterfulgt af basketball og tennis med henholdsvis 28 og 5 procent.
Selv om der de seneste år har været grøde i europæisk kvindefodbold med øget professionalisering og mange tilskuere til enkelte kampe, så er europæisk kvindeidræt generelt milevidt fra Nordamerika.
Ifølge Deloitte vil europæisk kvindeidræt blot stå for 14 procent af den globale omsætning i 2024, mens Nordamerika med 52 procent vil bidrage med over halvdelen af omsætningen.
Deloitte opgør omsætningen i tre hovedgrupper. Kommercielle indtægter fra sponsoraftaler, partnerskaber og merchandise giver flest penge i klubkasserne efterfulgt af tv-aftaler og omsætning på kampdage.
Omsætningen i professionel idræt på herresiden fremgår ikke af Deloittes analyse, men tidligere opgørelser viser, at forskellen er markant.
Hvis man alene ser på omsætningen i europæisk fodbold, så er den mere end 20 gange større end omsætningen i al professionel kvindeidræt på verdensplan.
I revisionsfirmaets seneste analyse af europæisk fodbold - for sæsonen 2021/22 - blev den samlede omsætning gjort op til 29,5 millioner euro svarende til 201 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned