Økonomisk vækst i kvindefodbold lokker agenter til fadet

Pernille Harders skifte til Chelsea i 2020 er med til at understøtte, at pengene er på vej ind i kvindefodbolden. Foto: Ed Sykes/Ritzau Scanpix

Fifa forventer et økonomisk boom i kvindefodbold i de kommende år. Agentvirksomhederne ser et stort potentiale og kigger nu kvindernes vej - også i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

I 2022 blev der handlet mandlige fodboldspillere for 44,5 milliarder kroner. For kvindelige fodboldspillere var tallet 22,5 millioner kroner. Det viser Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) opgørelse.

At sammenligne fodboldøkonomi på tværs af køn er som at sammenligne Amazons regnskab med den lokale isenkræmmers.

Men selv om de 22,5 millioner kroner blot er 0,05 procent i forhold handlerne med mandlige spillere, er det en stigning på 62 procent i forhold til året før på kvindesiden.

Trods det gigantiske pengegab mellem mænd og kvinder i international fodbold er den økonomiske vækst hos kvinderne inde i en udvikling, som gør den interessant for flere aktører.

Blandt andet er fodboldagenter begyndt at rette øjnene mod kvinderne. Også i Danmark.

Agentvirksomheden People in Sport har siden sommeren haft den tidligere fodboldmålmand Line Geltzer Johansen som agent med fokus på kvindespillere.

- Vi ser et stort potentiale i det. Det er derfor, vi har valgt at gå ind i det og mener, at nu er et godt tidspunkt, siger Geltzer Johansen.

Ifølge hende er der i Danmark højst en håndfuld agenter med fokus på kvindefodbold. Derfor er det også nu, man kan sikre sig en førerposition.

- Vi tror på, at de næste år kommer til at være ret afgørende, og at væksten i kvindefodbold virkelig kommer til at skyde i vejret, siger hun.

Fifa udgav i oktober 2022 en rapport om udviklingen inden for kvindefodbold. Den underbygger Line Geltzer Johansens forudsigelser.

Rapporten viste, at omsætningen hos kvindeklubberne var steget med 33 procent i forhold til året før. Samtidig havde 77 procent af ligaerne nu en sponsor. Året før var det tal 11 procent.

I forbindelse med rapportens udgivelse sagde Sarai Bareman, Fifas chef for kvindefodbold:

- Kvindefodbold er på en vækstrejse som ingen anden sport i verden. Det er det største vækstområde, Fifa som organisation har i dag, fortalte hun om undersøgelsen, der omfattede 30 af topligaerne og 294 klubber.

Med voksende økonomi i sporten vil transfersummer og lønninger stige. Flere cifre på lønsedler, længere kontrakter og højere overgangssummer tiltrækker som regel flere interessenter og øger behovet for rådgivning til spillerne.

Agenterne er på vej ind på scenen, men Spillerforeningen er fortsat den uvildige rådgivning, spillerne kan ty til.

Her har man også noteret sig den stigende interesse for økonomien, der er på vej ind i kvindefodbold. Det fortæller den tidligere topspiller Line Røddik Hansen, som i dag er spillerrådgiver og projektansvarlig for kvindefodbold i Spillerforeningen.

- Det er noget, agenterne bider mærke i, så der kommer flere agenter omkring kvindespillere. Det er selvfølgelig en udvikling, vi også ser, fortæller hun.

Flere danske spillere har taget springet til udlandet de senere år, hvor kontrakterne kan variere en del. Derfor mener Line Røddik Hansen, at brug af både agent og Spillerforeningen kan lønne sig.

- Det er nogle gange forskellige ting, vi kigger på, og det kan være meget sundt, at der er forskellige øjne på kontrakten, siger hun.

/ritzau/

Pernille Harder er verdens næstdyreste

Da Pernille Harder i 2020 skiftede fra Wolfsburg i Tyskland til engelske Chelsea, blev hun verdens dyrest handlede kvindelige fodboldspiller. Siden er hun rykket ned som den næstdyreste.

De fem største handler i kvindefodbold:

1. Keira Walsh, fra Manchester City til FC Barcelona (2022), 470.000 euro.

2. Pernille Harder, fra Wolfsburg til Chelsea (2020), 294.000 euro.

3. Beth England, fra Chelsea til Tottenham (2023), 285.000 euro.

4. Milene Domingues, fra Fiamma Monza til Rayo Vallecano (2003), 235.000 euro.

5. Lauren James, fra Manchester United til Chelsea (2021), 235.000 euro.

Kilde: Footballtransfers.com.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu