OL-guldvinder tilslutter sig norsk danskerkoloni
Lasse Norman Hansen skal køre for Uno-X fra næste år. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lasse Norman Hansen skal fra næste år tørne ud for Uno-X, og han forlader derfor sit nuværende hold, Qhubeka.
Det norske cykelhold Uno-X er efterhånden mere dansk, end det er norsk.
Holdet har i de seneste uger skrevet kontrakt med flere danskere, og søndag kom én mere på listen.
Lasse Norman Hansen forlader således World Tour-holdet Qhubeka for at slutte sig til det norske hold, der huserer på cykelsportens næsthøjeste hylde.
Det oplyser holdet på Twitter.
Lasse Norman Hansen er især kendt for sine præstationer på cykelbanen, hvor han under årets OL i Tokyo både vandt sølv og guld.
Sølvmedaljen kom i hus, da han var en del af det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Få dage senere fik han guld om halsen, da han vandt parløbsdisciplinen med Michael Mørkøv.
I sin landevejskarriere har Lasse Norman Hansen aldrig fået det helt store gennembrud. Han har dog udmærket sig med to flotte etapesejre i PostNord Danmark Rundt i 2018 og 2019.
Han har kørt for Qhubeka siden begyndelsen af 2021. I sidste sæson var han holdkammerat med det hollandske fænomen Mathieu van der Poel på Alpecin-Fenix.
Hos Uno-X bliver Lasse Norman Hansen holdkammerat med flere danskere.
For nylig har Niklas Eg og Jonas Gregaard skrevet kontrakt med holdet, som i forvejen har Niklas Larsen, Julius Johansen, Johan Price-Pejtersen, Morten Hulgaard, Jacob Hindsgaul Madsen og Frederik Rodenberg i stalden. Sidstnævnte skifter i næste sæson til DSM.
En af holdets sportsdirektører er Christian Andersen. Han var tidligere sportsdirektør på Team Designa Køkken, der i dag går under navnet ColoQuick, hvor han har arbejdet med flere af de danske stjerner, der i dag huserer på landevejene.
Uno-X har en ambition om at blive World Tour-hold i 2023.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned