OL-gys: Danskere taber og må i bronzekamp
Det lykkedes ikke for badmintonspillerne Joachim Fischer og Christinna Pedersen at sikre sig en OL-medalje i første hug, da de torsdag spillede semifinale i mixeddouble.
Efter et sandt drama tabte danskerne i tre sæt til det kinesiske par Zhang Nan/Zhao Yunlei og må i stedet for en finale indstille sig på, at de nu skal spille om bronze.
Dermed har kineserne gjort det af med begge mixeddoubleturneringens danske par, efter at Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl blev besejret i kvartfinalen.
Kineserne ligger nummer et på verdensranglisten, men de tredjeseedede Fischer/Pedersen har haft et fint tag på dem i de tidligere indbyrdes møder, hvor fire af seks mulige dueller inden OL var endt med dansk sejr.
Det begyndte da også godt for danskerne, der ganske vist var bagud i starten af første sæt, men fik kontakt ved stillingen 10-10.
Sættets afgørende moment opstod, da danskerne vandt fem af de seks næste point og bragte sig foran 15-11. Forspringet holdt, og Fischer/Pedersen vandt sættet 21-17.
Kineserne slog kontra i andet sæt, hvor de førte 11-7 ved sidebytte. Det var nok til at vinde 21-17 og udligne i matchen.
Tredje sæt åbnede skidt for danskerne, der var bagud 11-6 ved sidebytte og havde svært ved at få initiativet tilbage i kampen.
Og trods god opbakning fra de danske og britiske tilskuere i hallen og en forrygende slutspurt, lykkedes det ikke at forhindre den kinesiske sejr.
Den danske duo nåede op på 18-18, men en fejlserv af Joachim Fischer og en kikset returnering af Christinna Pedersen gav kineserne to matchbolde.
Den første blev afværget, men den anden sendte Pedersen i nettet, og dermed brast gulddrømmen med mindst mulig margin.
I bronzekampen venter indoneserne Tontowi Ahmad/Liliyana Natsir, der slog Laybourn og Juhl i gruppespillet. Der spilles bronzekamp fredag.
Danmark har vundet medalje i badminton ved hvert OL, siden sporten blev optaget på det olympiske program i 1992 - lige bortset fra i Beijing for fire år siden, hvor de danske badmintonspillere måtte rejse tomhændede hjem.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde