OL-medaljehåb bestod indfødsretsprøve og håber på at få sit pas i tide
Turpan Bisultanov vandt i 2022 EM-guld og hentede senere også sølv ved VM (billedet). (Arkivfoto). Foto: Darko Vojinovic/Ritzau Scanpix
Bryderen Turpal Bisultanov har i 2022 været blandt verdens bedste i sin vægtklasse, men han mangler fortsat dansk pas for at komme til OL i Paris i 2024.
Ritzau RitzauJannick Rasmussen/ritzau/
Offentliggjort
Når man rangerer som verdens næstbedste i sin sport, er man gerne en selvskreven medaljekandidat ved OL, men for den 21-årige bryder Turpal Bisultanov er der andet end sportslige årsager, som kan stoppe OL-drømmen.
Igennem flere år har den tjetjenske flygtning kæmpet for at få dansk pas, men først i begyndelsen af december tog han et vitalt skridt mod det rødbedefarvede bevis, da han modtog beskeden "bestået" for sin indfødsretsprøve.
- To dage før svaret havde jeg et mareridt, hvor jeg dumpede, så det er fantastisk, at jeg endelig er forbi den. Jeg var rigtig, rigtig nervøs til prøven, fortæller Turpal Bisultanov.
Han bestod prøven i fjerde forsøg og kan nu fokusere på at bryde i stedet for at forberede sig på spørgsmål om Kanslergadeforliget og Svend Tveskæg.
- Man skal i hvert fald være god til historie, men sådan er reglerne, så jeg måtte bare øve mig så godt som muligt.
Annonce
- I en periode har prøven været det vigtigste, så det er rart at have overstået, da det har været lidt forstyrrende, når jeg samtidig har skullet præstere på et højt niveau. Der har været pres på, siger Bisultanov.
Der er dog endnu et stykke vej, før statsborgerskabet er en realitet.
Efter prøven har den stået på papirarbejde, inden den formelle ansøgning kunne sendes afsted, og nu er det blot at vente, men han er indstillet på, at der kan gå lang tid, før han får overrakt passet.
Det er endda ikke givet, at han når at få passet i tide til at kvalificere sig til OL i Paris. Bisultanov håber at være dansk statsborger før september 2023, når der er VM. Her er passet et adgangskrav, da VM denne gang fungerer som OL-kvalifikation.
Sådan var det ikke ved dette års VM i september i Beograd, hvor Bisultanov hentede sølv i 87-kiloklassen i græsk-romersk brydning. Det var en understregning af hans plads i verdenseliten.
Tidligere på året vandt han også EM-guld og har indtaget positionen som nummer to på verdensranglisten.
Resultaterne er ikke gået ubemærket hen i Danmark. Her er han blandt de tre nominerede til prisen som Bestsellers Olympiske Håb sammen med badmintonspilleren Alexandra Bøje og MTB-rytteren Sofie Heby Pedersen.
Bisultanov var også blandt de oprindeligt 15 nominerede atleter i kampen om prisen som årets sportsnavn.
- Det har været et vanvittigt år. Det havde jeg næsten ikke turdet drømme om i januar. Det er drømme, der er gået i opfyldelse, men også noget, jeg har arbejdet hårdt for sammen med et fantastisk hold af mennesker.
- Danmark er et meget lille land inden for brydning. Eksempelvis vejer de fleste af mine træningspartnere mindre end mig, men vi får meget ud af ressourcerne, siger Turpal Bisultanov.
Annonce
Resultaterne har givet blod på tanden. Med OL som det altoverskyggende mål.
- OL fylder alt. Jeg tænker på det hver eneste dag, og min største ambition er at vinde guld en dag. Jeg har næsten kun turdet drømme om det, fordi det er så stort, som det er.
Præstationerne peger i retning af Paris i 2024, men selv om mange nu tror, at han er klar til OL, fordi han har bestået indfødsretsprøven, minder han om, at vejen stadig er lang, før han har sikret 1 af de 16 pladser.
- Man kan ikke komme til OL på en ranglisteplacering. Man skal præstere til et stævne, og der kan alt ske. Man kan vinde guld, men også slutte sidst.
- Jeg tror, der venter en hård kamp for at kvalificere sig til OL, så jeg skal lægge mere på sportsligt. Der er procenter at hente på mad og ved at træne hårdere og smartere end de andre.
Og så er der lige det omstridte pas, der skal nå frem før de afgørende kvalifikationskonkurrencer.
/ritzau/
Fakta om bryderen Turpal Bisultanov
* Navn: Turpal Bisultanov.
* Alder: 21 år (født 14. oktober 2001).
* Født i Rusland.
* Flygtede sammen med sin familie til Danmark fra Tjetjenien i 2008.
* Broderen Rajbek er også elitebryder og tidligere EM-guldvinder (2019), men har længe været sat tilbage af en skade.
* Vægtklasse: 87 kilo i græsk-romersk stil.
Udvalgte resultater:
* EM-guld for juniorer i 2021.
* EM-guld i 2022.
* VM-sølv i 2022.
Nomineringer:
* Nomineret til prisen som olympisk håb i 2022.
* Nomineret til prisen som årets sportsnavn i 2022.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker