OL: Saudisk judokæmper må gerne bære hijab
Den kvindelige saudiarabiske judokæmper Wojdan Shaherkani har fået grønt lys fra den internationale olympiske komité (IOC) til at bære et hovedtørklæde under konkurrencen i London.
Det internationale judoforbund forbød hende ellers at stille op med sit islamiske hovedtørklæde hijab. Men så truede saudierne med at trække Shaherkani hjem fra legene, og nu har parterne fundet en løsning.
Det fortæller en IOC-talskvinde ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Judoforbundet vil tillade hende at bære noget på hovedet, som ikke vil gå ud over hendes sikkerhed, og som jeg tror, de bruger til konkurrencer i Asien. Det er en løsning, som er tilfredsstillende for alle parter, siger talskvinden.
Den 18-årige judokæmper er en del af et to kvinder lille mandskab fra Saudi-Arabien, som for første gang stiller op med kvinder til OL.
I sidste uge beordrede præsidenten for det internationale judoforbund, Marius Vizer, saudieren til at kæmpe uden tørklæde på grund af sikkerhedsrisiko.
Shaherkani skal i øvrigt i kamp fredag, men har kun været en del af sporten i to år og har ikke engang det sorte bælte, så hun kan formentlig ikke blande sig i toppen af OL-konkurrencen.
Hun møder i første runde Puerto Ricos Melissa Mojica, som er den 13.-bedste kæmper i verden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned