OL: Team Danmark presser dansk ishockey
Danmark er en lille ishockeynation, men har på imponerende vis bidt sig fast blandt verdens bedste. I 2013 spiller Danmark A-VM for 11. år i træk, og i 2010 blev målet om en kvartfinaleplads indfriet.
Pladsen i det fine selskab er bare ikke nok længere.
Ishockeylandsholdet skal i næste uges tre kampe i Vojens kvalificere sig til vinter-OL i 2014, ellers rasler Team Danmark med støttesablen.
- Vi har sagt til ishockeyunionen, at skal vi fastholde og udvide vores samarbejde, og det gør vi gerne, så er målsætningen en kvalifikation til OL.
- Vi investerer seks-syv millioner kroner om året i ishockey. Det er mange penge, siger Team Danmark-direktør Michael Andersen.
Han vil ikke sige, hvor mange af de 6,2 millioner årlige støttekroner (2013-støtten, red.), ishockey mister, hvis OL-kvalifikationen kikser.
- Så sætter vi os ned og snakker om tingene, men de vil hjælpe sig selv rigtig meget, hvis de kvalificerer sig til OL, siger han.
Lykkes det at snuppe den ene OL-billet, der er på spil i konkurrence med Ukraine, Slovenien og Hviderusland, vil han til gengæld gerne åbne Team Danmark-kassen og finde flere penge.
I Danmarks Ishockey Union (DIU) er direktør Enver Hansen helt med på, hvor vigtig OL-kvalifikationen er. På et sportsligt plan, for danskernes generelle interesse for vinter-OL og i forhold til ishockeysportens økonomiske ve og vel fremover.
- Team Danmark kigger altid frem mod næste OL. Målet er at få så mange danske atleter og hold med til OL som muligt, og det er et mål, vi deler.
- Det er ikke sådan, at Team Danmark trækker tæppet væk under os, hvis ikke vi kommer med, men det er klart, at deres tro på, at de skal investere i vores sport, den bliver kun forstærket, hvis vi kommer med til OL, siger Enver Hansen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde