Øland: Brøndby kan ikke betale feriepenge
Brøndby har lige nu ikke pengene til at betale mere end 24 millioner kroner tilbage i feriepenge, som mindst 56 af klubbens tidligere og nuværende spillere har krav på.
Det fortæller Spillerforeningens direktør, Mads Øland, som forhandler med Brøndby om at få betalt pengene tilbage så hurtigt som muligt.
- Brøndby har indlysende et likviditetsproblem, siger Mads Øland til Jyllands-Posten og tilføjer:
- Brøndby har oplyst, at klubben ikke har betalingsevnen i det omfang, det er påkrævet. Det er nu mere end 24 millioner kroner, vi beregnede det til, fordi renterne er vokset, og det kan Brøndby i hvert fald ikke betale her og nu.
Det er en måned siden, at Brøndby ifølge en dom i Fodboldens Voldgiftsret skulle have betalt fire millioner kroner til de tre forhenværende spillere Peter Madsen, Martin Ericsson og Thomas Rasmussen.
- Jeg kan ikke sige, at vi bare skal have pengene nu, for jeg får dem ikke. De er ikke til rådighed i det omfang, som Brøndby skal betale, fortæller Mads Øland.
Superligaens bundklub har ifølge Spillerforeningen så store økonomiske problemer, at den ikke kan betale, før en aktieemission på 150 millioner kroner er gennemført.
Hos Brøndby vil bestyrelsesformand, Sten Lerche, ikke kommentere sagen.
- Vi er i en forhandling med Mads Øland. Den fører vi bag lukkede døre, og der synes jeg, at den skal blive, siger Sten Lerche til avisen.
Spillerforeningen kan skride til mere drastiske metoder for at få fat i de penge, Brøndby skylder.
- Man kan eksempelvis gå i fogedretten, indgive konkursbegæring og kalde til mæglingsmøder. Der er mange muligheder, men der er vi ikke endnu, siger Øland.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde