Ole Bjur afviser rolleforvirring i Brøndby

Brøndbys sportschef Ole Bjur er ikke nervøs for, at ansættelsen af John "Faxe" Jensen som konsulent kan skabe mere forvirring end gavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Konsulentrollen i trænerteamet er defineret i overensstemmelse med cheftræner Auri Skarbalius.

- Der skal være et tæt samarbejde mellem Auri og John, og vi har selvfølgelig fået afstemt forventninger og roller, så det føler jeg mig helt tryg ved.

- Han skal veksle mellem at være meget observerende og at deltage i planlægningen omkring træning og kamp. Han kan også tage en styrende rolle, når der er basis for det og det giver mening, siger sportschefen.

Når det endte med en ekstra konsulent i stedet for at skifte hele trænerteamet ud, skyldes det de dårlige erfaringer, man tidligere har gjort sig i Brøndby med trænerfyringer.

- Det har vi prøvet flere gange i løbet af de seneste seks år, men har ikke nødvendigvis fået den effekt ud af det, som vi havde håbet.

- Vores analyse er, at den manglende kontinuitet har været et problem for klubben, og derfor er vi opmærksomme på at have is i maven og tror på, at det her kan lykkes.

- Der er bred enighed om, at vi har en dygtig trænerstab, som arbejder godt med rigtigt mange ting, men vi har også noteret os, at vi ikke har fået de point, vi gerne ville have, og derfor er vi nødt til at gøre noget, siger Ole Bjur.

Han forventer, at nyansættelse ret hurtigt kaster point af sig, når landskamppausen er overstået.

- Nu skal vi lige i gang, og selvfølgelig er der altid en form for indkøringsfase. Men ambitionen er, at der gerne skulle ske noget på den korte bane og meget gerne i form af resultater, siger han.

John "Faxe" Jensen har første arbejdsdag i Brøndby på mandag. Ansættelsen gælder sæsonen ud.

/ritzau/