Olesen og Hartø jagter topplacering i Dubai
Der skulle være gode chancer for et dansk topresultat i golfturneringen Dubai Desert Classic, der er en del af European Tour.
Halvvejs igennem turneringen er fire af de seks danskere ganske vist sorteret fra, men de to tilbageværende klarer sig til gengæld ganske godt.
Thorbjørn Olesen leverede seks birdier undervejs og gik dermed anden runde i 66 slag.
Det placerer ham på en delt andenplads i turneringen, et enkelt slag efter sydafrikaneren Richard Sterne, der også førte turneringen efter første runde.
Årets danske golfspiller 2012 er noteret for én sejr i karrieren på European Tour. Det var ved Sicilian Open sidste år.
- Jeg er sulten efter flere sejre. Jeg vil vinde to turneringer i denne sæson, så jo hurtigere jeg kan vinde den første, desto bedre, siger Olesen ifølge Sky Sports.
Thorbjørn Olesen har alt i alt fået en fin start på 2013-sæsonen. Han ligger indtil videre nummer otte på European Tours pengeliste efter blandt andet at have opnået en andenplads i Abu Dhabi Golf Championship.
Andreas Hartø kan indtil videre kun prale af en delt 39-. plads som bedste resultat i år, men den kan han meget vel overgå i denne weekend.
Den 24-årige dansker ligger nemlig på en delt femteplads efter to runder i 67 slag. Han er blot et enkelt slag efter Thorbjørn Olesen og dermed altså to slag efter Richard Sterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde