Oliver Bjorkstrand laver assist i målorgie i NHL
Ryan Nugent-Hopkins (93) fra Edmonton Oilers jubler med sine holdkammerater efter sin scoring i anden periode mod Washington Capitals, der tabte 1-4 til det canadiske hold. Foto: Perry Nelson/Ritzau Scanpix
Perry Nelson/Ritzau Scanpix
Columbus Blue Jackets vandt 7-4 i St. Louis, mens Lars Eller og Stanley Cup-mestrene tabte i Canada.
Columbus Blue Jackets med danskeren Oliver Bjorkstrand var bagud med to mål i udekampen mod St. Louis Blues i den nordamerikanske ishockeyliga NHL, men alligevel lykkedes det holdet at vinde kampen med 7-4 natten til fredag dansk tid.
Første periode sluttede 2-1 til St. Louis, men efter to minutters spil af anden periode fik Anthony Duclair udlignet til 2-2 på et oplæg fra Oliver Bjorkstrand. Columbus vandt perioden 3-1 og tredje periode endte med samme cifre.
Ud over sin assist havde Bjorkstrand et enkelt skud på mål i de godt ti minutter, han fik på isen.
Efter ni kampe har Columbus fem sejre og fire nederlag. De ti point rækker til en midterplacering i Eastern Conference.
Toronto Maple Leafs med Frederik Andersen som førstevalg i målet fører konferencen med 14 point efter en 4-2-sejr natten til torsdag dansk tid.
Lars Eller og det forsvarende mesterhold, Washington Capitals, løb ind i en øretæve på 1-4 i Canada mod Edmonton Oilers.
Eller var med næsten 19 minutters spilletid en af de mest benyttede hos Washington. Danskeren havde to skud på mål. Washington har som Columbus også ti point i Eastern Conference.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned