12-årige Oliver Hjordrup fra Halsted har en stor passion for motorsport. I weekenden deltog han i DM i Rødby. Desværre betød en knækket kæde, at han måtte udgå fra finalen. Foto: Niklas Majgaard/Danish Karting LeagueNiklas Majgaard/Danish Karting League
DM i Karting blev i weekenden afholdt i Rødby, og en af gokartkørerne var den 12-årige Oliver Hjordrup fra Halsted.
Det så rigtig godt ud for den 12-årige Oliver Hjordrup, da han lørdag kørte DM i Karting. I tidstagningen endte han på andenpladsen, og i det tredje kvalifikationsheat endte han samme sted.
Nu skulle han søndag kæmpe om DM-medaljerne på Rødby Karting Ring, hvor DM i år blev afholdt.
Men på finaledagen gik det knap så godt. Kæden knækkede, og han måtte udgå. Et skuffende resultat for den unge lollik, der lige nu er på førstepladsen i Sjællandsmesterskaberne i klassen OK Junior.
- Han har blandede følelser omkring det. Det betyder virkelig meget for ham, men han ved, at det ikke var hans skyld, fortæller Olivers far, Kim Hjordrup.
Tog hurtigt fart
Annonce
I en 125 kubik 2-taktsmotor med over 30 hestekræfter kører det lokale racertalent. Mange af de andre i klassen er et par år ældre end Oliver, men ifølge faren er hans søn god til at tøjle presset. Inden et afgørende gokartløb går han ind i sig selv og forbereder sig til det, der skal ske.
Artiklen fortsætter under billedet...
Selvom der bliver lagt penge og mange kræfter i sporten, mener Oliver Hjordrups far, Kim Hjordrup, at "skal det prøves af." Foto: Niklas Majgaard/Danish Karting LeagueNiklas Majgaard/Danish Karting League
Og det er flere år siden, at passionen for motorsport opstod for Oliver Hjordrup.
To måneder inden han blev syv år startede han, først mest for sjov, men det tog hurtigt fart, fortæller Kim Hjordrup:
- Han havde det i sig, og han var generelt hurtigere end de andre i hans aldersgruppe. Når man har det i sig og ligger i toppen, vil man hele tiden mere og mere.
Den dyre sport
I weekenden afviklede Dansk Automobil Sports Union DM i Karting. I år blev det afholdt på Rødby Karting Ring, hvor der sidste år blev kørt EM.
Fem forskellige klasser konkurrerede om DM-titlen. Og i den klasse, hvor køreren skal være fyldt 12 år, deltog Oliver Hjordrup.
Artiklen fortsætter under billedet...
Oliver Hjordrup kører i klassen OK Junior. Her skal man være fyldt 12, hvilket Oliver blev i år. Foto: Niklas Majgaard/Danish Karting LeagueNiklas Majgaard/Danish Karting League
Men for at køre med på det niveau kræver det talent, tid og penge.
Annonce
- Der er mange mennesker, der bruger ti gange flere penge end os, for at være, hvor de er. Der skal være sponsorer ind over, og man er hele tiden på jagt efter dem. Oliver er selv ude og banke på hos firmaer for at høre, om de vil sponsorere ham, fortæller Kim Hjordrup.
Koncentrationen i skolen
Når et løb som DM er slut, er der ikke mange kræfter tilbage i Oliver Hjordrup. Og den eneste måde at få energien igen er at restituere.
Artiklen fortsætter under billedet...
På førstepladsen i DM i klassen OK Junior kom svenske Oliver Kinnmark foran Mika Rünitz og Adam Andersen. Foto: Niklas Majgaard/Danish Karting LeagueNiklas Majgaard/Danish Karting League
Det kan dog gå ud over skolegangen. Men Kim Hjordrup fortæller, at familien har en "rigtig god aftale med skolen om, at han kan få alle de fridage, han har brug for."
Og faktisk har sporten betydet, at Oliver Hjordrup "koncentrerer sig mere i skolen og er mere fokuseret."
- Han ved, at hvis man vil opnå noget, skal man virkelig kæmpe, fortæller Kim Hjordrup.
De udenlandske drømme
Oliver Hjordrup er blandt de bedste i Danmark i sin klasse, og når man er nået dertil, er udlandet næste stop. Men drømmene slutter ikke ved gokarts, fortæller Kim Hjordrup.
Sønnen kunne nemlig godt tænke sig på sigt at ræse i en bil.
Annonce
Ligegyldigt hvor langt Oliver Hjordrup når, er én ting dog sikkert. Hans far er meget stolt af ham.
- Det er fantastisk, at han som 12-årig kan udleve sin drøm, siger han.